Finn Nesgaard

Henning Bendtsen har faktisk aldrig fået sit svendebrev som fotograf. Men det skyldes nu hverken dumpekarakter eller mangel på engagement.

- Den fotografiske fagskole lå lige overfor Shellhuset som husede Gestapos hovedkvarter, forklarer han. - Jeg var på skolen den dag Shellhuset blev bombet i marts 1945, og det var en forfærdelig oplevelse. Det er almindeligt kendt at Den franske Skole blev fejlbombet ved den lejlighed, men vores skole blev også ramt, og en inspektør som lige ville slukke lyset inden han kom ned i beskyttelsesrummet til os andre blev dræbt på stedet.

- Da bombningene var slut løb jeg hele vejen hjem til Holsteinsgade på Østerbro hvor jeg boede med min forældre, bare for at få forskrækkelsen ud af kroppen. Og bagefter havde skolen andet at tænke på end eksamensbeviser, for alt var kaos.

Fascineret af lyset
Henning Bendtsens store passion var portrætter og lys. - Mindst et par gange om ugen gik jeg ned gennem Strøget for at se og beundre Th. Wegs portrætter. Han var mit store forbillede, og han arbejdede meget bevidst med lyset.

- Min læreplads havde ellers ikke meget med portrætkunst og mennesker at gøre. Jeg var nemlig lærling hos fotograf Rading lige overfor Dagmar biografen, og da hans største kunde var Brødrene Dahl, så fotograferede vi rigtigt mange lokummer. Men vi lavede også store møbelenterieurs som vi eksponerede i fire minutter ved at gå rundt med en enkelt lampe og nærmest sprøjtemale motivet med lys.

- Men jeg ville jo arbejde med film, så jeg søgte ind hos Minerva Film hvor jeg var ansat fra 1946 til 1951. Derefter kom jeg til Palladium hvor jeg bl.a. blev fotograf på Dreyerfilmene "Ordet" og "Gertrud".

Danmarks første farvefilm
"Ordet" blev optaget i 1954, og Henning Bendtsen skulle egentlig levere nogle prøveoptagelser i konkurrence med en anden filmfotograf så Dreyer kunne vurdere hvem han ville vælge.

- Jeg var midt i optagelserne til den engelsksprogede film "Edge of Tomorrow", som på dansk fik titlen "Flugten til Danmark". Den havde Jackie Coogan - fra Chaplins "The Kid" - i hovedrollen og hans onkel George Coogan som instruktør, og den skulle filmes i farver. Det var faktisk første gang man optog en spillefilm i farver her i landet, og da vi ikke havde noget farvelaboratorium blev dagens optagelser sendt med et aftenfly til London.

- Vi knoklede med optagelserne til klokken otte om aftenen for det var om sommeren og det var længe lyst. Jeg havde derfor ikke tid til at lave sorthvide prøveoptagelser til Dreyer - og jeg var jo også sporet helt ind på det med farverne. Men alligevel besluttede Dreyer at jeg skulle være fotograf på hans film...

Henning Bendtsens stemme knækker over. Hans følelser overfor Dreyer er tydeligvis ikke stolthed over at have fået opgaven, men taknemmelighed.

- Dreyer var så nem. Han var altid på sættet, parat til at diskutere en detalje, men han blandede sig aldrig i fotografens arbejde. Det tekniske og lysmæssige var slet ikke ham.

- Optagelserne til "Ordet" startede i Vedersø hvor vi lavede udebilleder med blafrende vasketøj og drivende skyer som symbol på den egn og den natur der dannede baggrund for filmens emne, troen på at et under kan ske, og vantroen.

- Jeg husker hvorden filmens producent, Erik Nielsen, tog op for at følge hvordan arbejdet skred frem. Han mødte et hold der sad tålmodigt og ventede på at vejret skulle skifte, og det havde han det svært med, for solen skinnede jo! Men den skinnede fra en skyfri himmel og det kunne vi ikke bruge. Erik Nielsen valgte derfor hurtigt at tage hjem igen...

Slået ud af sygdom
- Da udendørsoptagelserne var i hus skulle vi i gang med studieoptagelserne hos Palladium. Jeg var vældigt spændt, for jeg var kun 29 år og jeg havde jo aldrig før arbejdet med Dreyer. Vi kom også igennem den første dags optagelser, men jeg havde frygteligt ondt i maven og om natten blev jeg opereret for blindtarmsbetændelse.

- Næste dag så Dreyer optagelserne igennem og han sendte mig en stor buket blomster og et brev hvor han skrev at jeg bare skulle holde stilen...

- Dreyer var simpelthen pragtfuld at arbejde for, tilføjer Henning Bendtsen, igen med en klump i halsen. - Han var nærmest en "gud" for mig.

Ingen kreditering
På "Ordet" blev der ellers ikke gjort det store nummer ud af hverken instruktør, filmhold eller skuespillere. Eneste kreditering er "Ordet af Kaj Munk" og så går handlingen i gang.

- Det var først da jeg optog "Europa" for Lars von Trier at det kom offentligt frem at jeg havde fotograferet "Ordet", siger Henning Bendtsen. - Lyset lavede jeg i tæt samarbejde med elektriker Ove Hansen der havde været på Palladium i længere tid end mig. Men inspirationen kom fra portrætfotograf Weg.

Ni år senere skulle Dreyer i gang med sin næste spillefilm, "Gertrud", der også blev hans sidste, og igen fik jeg jobbet som fotograf. Dreyer kunne li' mine billeder, lyset og panoreringerne. Allerhelst ville han lave "Gertrud" i én lang optagelse, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Til gengæld lavede vi en del scener der fyldte en hel 300-meter rulle svarende til 11 minutter. Vi lagde skinner og satte lys i løbet af formiddagen og gik vi i gang med optagelsen efter frokost. Og netop fordi det hele var prøvet grundigt igennem skete det ikke så få gange at vi kunne nøjes med en enkelt optagelse. "Gertrud" var derfor ikke dyr i råfilm.

Dreyers smoking
Henning Bendtsen og Dreyer blev med tiden vældigt gode venner, men stadig med den tids formelle tiltaleform.

- Under optagelserne hentede og bragte jeg Dreyer på hans bopæl på Dalgas Boulevard, og en dag sagde han til mig: "Hr. Bendtsen, vi har arbejdet så godt sammen, og jeg vil gerne give Dem en gave. Jeg har en smoking som jeg fik syet af en skrædder i Paris i 1926. Den kan jeg ikke længere passe, men jeg er sikker på at den passer Dem, og jeg betaler gerne en skrædder for at sy den til."

- Så jeg fik Dreyers smoking, og jeg havde den måske på ved tre eller fem forskellige lejligheder hvorefter jeg heller ikke kunne passe den. Så da vi var færdige med optagelserne til "Europa" inviterede jeg Lars von Trier her ud til en middag og lod ham prøve den gamle smoking. Den passede ham perfekt - og han havde den på til "Europas" premiere. Det eneste jeg har bedt ham om er at han giver smokingen videre til Filmmuseet når han ikke længere selv kan passe den.

BilBio i Rødovre
Henning Bendtsen var vældigt produktiv som filmfotograf op gennem 50'erne og 60'erne og han har modtaget en lang række æresbevisninger i løbet af sin karriere - inklusive to Bodil'er. Men omkring 1970 da sengekantfilmenes æra begyndte, syntes han at det kunne være nok og slog sig i stedet ned som direktør for Danmarks eneste driv-in-biograf der viste film hele året.

Det kom til at stå på i 13 år - en periode af hans liv hvor han blev skilt fra sin første kone og fandt sin livsledsagerske gennem snart 25 år, Inger. Hun var blevet alenemor med fem børn i en lejlighed i Rødovre og havde tidligere haft job i biografens kiosk.

- Efter skilsmissen boede jeg i en lille etværelsers lejlighed i nærheden af biografen, mindes Henning Bendtsen, - og en dag møder jeg så Inger i Rødovrecentret da jeg er på vej til møntvasketeriet med mit vasketøj. Jeg spurgte om hun ikke kunne tænke sig at komme tilbage og arbejde i biografen - og efter 10 år som arbejdskammerater blev vi gift.

Det er en tid som de begge tænker tilbage på med både glæde og vemod: Et herligt natteliv med sovende børn i operatørrummet, udlån af radioer og varmeapparater så kunderne både kunne høre lyden og holde varmen. Og jagter efter tyvagtige kunder der lod sig friste til at smutte uden at levere radioen og varmeapparatet tilbage.

- Hvis bare vi havde fået noteret bilens nummerplade kunne vi få adressen oplyst hos politiet, fortæller Inger Bendtsen, - og så kørte vi ud for at se at bilen stod der. Derefter tilkaldte vi assistance fra den nærmeste politistation og fik banket de sovende tyveknægte op. På den måde fik vi som regel vores udstyr igen.

Spaghettifilm
BilBios repertoire var alle slags populære film - undtagen porno, for det kunne man ikke vise på et lærred i det fri. Inger Bendtsen nævner film med Clint Eastwood og Charles Bronson. Og spaghetti westerns var det helt store hit.

Det var dog ikke altid lige let at få økonomien til at hænge sammen, og da sommertiden blev indført måtte sommerens forestillinger starte så sent om aftenen at det i realiteten var umuligt at få publikum. Da der desuden skulle skaffes 100.000 kroner til et nyt lærred besluttede Henning Bendtsen at lukke.

- Jeg var også kommet i gang som filmfotograf igen, så ofte var Inger alene om det hele, forklarer han.

- Men jeg græd da vi kørte den sidste forestilling, siger Inger Bendtsen, - for det var sådan en god tid der nu var slut.

Det abstrakte og familien
Ud over arbejdet som filmfotograf har Henning Bendtsen arbejdet kreativt med abstrakt fotografi, med dagligstuen hjemme i Ingers lejlighed som natligt fotoatelier.

- Jeg begyndte allerede at fotografere før jeg kom i lære, mindes han, - og jeg var medlem af Københavns Fotografiske Amatørklub, KFAK. Mit kamera var en Rolleiflex 6 x 6, men senere gik jeg over til Olympus OM-2 og OM-4 - dvs. spejlreflekskameraer til 24 x 36 mm formatet.

- Men du har aldrig taget familiebilleder, bryder Inger Bendtsen ind, - så dem måtte jeg tage.

Og så henter hun ellers fotoalbums frem med billeder af Lars von Trier i Dreyers smoking, drive-in-biografens 360 #m2 store lærred, operatørrummet og kiosken som i virkeligheden var en bedre forretning end biografen. Billeder fra filmrejser til udlandet med vennen Svend Aage Lorentz, familieliv, fester, børn og børnebørn - fotograferet med sikker hånd og dyb kærlighed til motiverne. Hun har også billeder af sønnen der kom ulykkeligt af dage for halvandet år siden. Men det er en helt anden historie.

Gå tilbage