Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Jens Bo Poulsen
Januar 2006
Troværdig, diffus lyslægning
- Jeg er et legebarn og kan lide action, så det er sjovt at lave krimier, siger Anna Pihls belysningsmester Jens Bo Poulsen.

- Jeg begyndte i begyndelsen af 90'erne hos Kenneth Madsen på Empire Stage/Grip Truck på Nørrebro. Første film var Gabriel Axels Hamlet (Prince of Jutland), hvor Otto Stenov var belysningsmester. Og sjovt nok var det også ham, der lavede de første afsnit af Anna Pihl, fortæller Jens Bo Poulsen.

Siden Hamlet har han været med til at lave produktioner som Pusher, Monas Verden, Den Serbiske Dansker, Nikolaj og Julie, En Som Hodder, Krøniken, Villa Paranoia, Kongekabale og Mørke.

- I forbindelse med Anna Pihl var opgaven først at lære sine tidsmæssige og økonomiske rammer at kende. Derefter lavede vi en stil, som vi kunne følge men også justere på, med et blødt og diffust lys, fordi vi i løbet af efteråret ikke kunne satse på det sollys.

Følger virkeligheden
- Når man laver serier er det typisk at man styrer lyset påm den måde, og det kræver naturligvis at fotografer og belysningsfolk arbejder tæt sammen. På TV-serierne arbejder vi i højt tempo, men man skal alligevel kunne forsvare sit lysudtryk, uden man kan tale om delikatesser. Vi følger derfor det lys, der er i virkeligheden i stedet for at prøve at skabe et andet grafisk udtryk.

- Men så er det også fedt at kunne fyre den af, når vi f.eks. laver store natoptagelser på Nørrebro, tilføjer Jens Bo Poulsen.

Valget af Steadicam til alle optagelser giver nye udfordringer for belysningsmesteren.

- Steadicam blev valgt, fordi det tilfører optagelserne mere energi, når man oplever alt gennem de to hovedpersoners øjne. Til gengæld skal jeg gøre mere ud af at gemme mine lyskilder. Mine stativer camoufleres eksempelvis med grene, eller også arbejder vi med håndholdt lys.

Springer i afsnit
Under optagelserne er det også vigtigt at holde tungen lige i munden, når man på samme dag producerer scener til flere forskellige afsnit.

- Det sker når flere scener skal optages på samme location. Det gælder f.eks. Anna Pihls lejlighed, der var en rigtig lejlighed, området omkring Bellahøj Politistation, kulisserne på "stationen" i Glostrup og gadelocations på Nørrebro.

- De forskellige locations øger troværdigheden, der er et af nøgleordene for serien. Af samme grund har vi helt undladt at lægge et mere kunstnerisk lys.

- Det har været fantastisk at arbejde med Anna Pihl, fordi jeg har haft indflydelse på den kreative proces i stedet for bare at få at vide, hvor lamperne skal stilles op. Sådan tror jeg alle de tekniske afdelinger har oplevet det.

- På settet havde vi i øvrigt et fantastisk sammenhold - det var vores projekt. Det er en stemning som jeg også tidligere har oplevet hos Cosmo, slutter Jens Bo Poulsen.

Gå tilbage


Hjemme hos belysningsmester Jens Bo Poulsen præger en mega-tommestok rummet, fordi han oprindelig er uddannet tømrer, og fordi det er hans far, Freddy Fræk Poulsen, der har skabt tommestokken som et kunstværk til byrummet.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+