Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Scene & præsentation
December 2006
Videoprojektorerne larmer
Jesper Kongshaug, lysdesigner for bl.a. Operaen, Det Kgl. Teater og Betty Nansen Teatret, vil gerne bruge meget mere video i forestillingerne. Men det kræver en ny generation projektorer der ikke bare er lysstærke, men også støjsvage.

- Video er et stærkt scenografisk virkemiddel, siger Jesper Kongshaug, - og lige nu oplever vi en nærmest eksplosiv udvikling fordi projektorer og lamper er blevet til at betale. Tidligere måtte vi nøjes med at bruge video som intermezzoer i sceneskift, fordi projektorernes lysstyrke ikke kunne hamle op med scenelyset, men nu kan man få betalelige videoprojektorer med lys nok. Det eneste vi mangler er at de bliver så støjsvage at de kan indgå som en del af dekorationen, og det burde ikke være så svært. Jeg kender folk der kan udføre mirakler på det område - men så bortfalder garantien, og det tør vi ikke risikere.

- Vi havde i øvrigt nøjagtigt det samme problem med de bevægelige lamper, men det er løst nu så vi både får lysstyrke og støjsvaghed. Det gælder f.eks. de meget udbredte Source4-lamper, og Martin er netop kommet med en helt ny lampetype, TW-1, som jeg stiller store forventninger til.

Højt lysniveau
De nye lamper har mere end fordoblet lysniveauet på scenen samtidigt med at strømforbruget er reduceret drastisk.

- Tidligere brugte vi Kodak Carousel diaprojektorer i forestillingerne, fortæller Jesper Kongshaug, - men det kraftigere scenelys tog livet af dem. I stedet bruger vi nu nogle specielle diaprojektorer fra enten Pani i Østrig eller franske Pigi. Disse projektorer er udstyret med HMI-lamper på 4-6.000 watt, og diapositivet skal derfor være væsentligt større - 18 x 18 cm - for at undgå en for kraftig varmepåvirkning. Samtidigt får vi en større skarphed og detaljerigdom i billederne.

Prisen for de nye diaprojektorer er relativt høj - 150-200.000 kroner - men til gengæld er de også fire gange så lysstærke som de kraftigste videoprojektorer. Kun LED-skærme er mere lysstærke.

Video som lyskilde
Jesper Kongshaug arbejder dog også meget med video. F.eks. har han brugt et 12 x 16 meter stort baggrundsbillede på Operaen i København. Billedet blev skabt af fire projektorer på hver 10.000 ANSI lumen

- Ideelt set skal videoprojektorerne fungere som en lyskilde sammen med det øvrige lysudstyr. De kan selvfølgelig bruges til levende billeder, evt. live, og måske med kameraer monteret på skuespillerne, men de kan også fungere som en ultrapræcis belysning af scenen. F.eks. kan man forstærke dekorationens udtryk ved at projicere et billede af den så det matcher dekorationen selv. Det giver farverne ekstra styrke.

Integration
- Kunsten er at skabe integration mellem projektionen og det øvrige sceniske udtryk, understreger Jesper Kongshaug. - Video er blevet vældigt populært, bl.a. fordi man kan lave korrektioner relativt sent i processen. Desuden er det nye videoudstyr så let at bruge at det kan bruges til live-ting på scenen, endda uden at der kræves ret megen uddannelse af teknikerne.

Den nye teknologi gør også afviklingen mere præcis. F.eks. kan man styre både lys, lyd og video via den samme afviklingsliste, og altså ved tryk på en knap, når først programmeringen er på plads.

- Man skal dog passe på ikke at "overdøve" aktørene på scenen. F.eks. blev der lavet en kæmpeprojektion da "Anna Karenina" blev opført på Det Kgl. Teater, men billedudtrykket var så stærkt at danserne slet ikke kunne hamle op med det. Brugen af AV-medierne skal derfor finde sit naturlige leje så de kommer til at indgå som en integreret del af det sceniske udtryk.

Blå bog: Jesper Kongshaug

  • Jesper Kongshaug er lysdesigner og arbejder indenfor områderne teater, opera, ballet, tv og arkitektur.
  • For tiden er han aktuel med "Blanche og Marie" på Betty Nansen og med "Anden på Coke" på turné med Anders Matthesen.
  • På det arkitektoniske område arbejder Jesper Kongshaug dels med egne opgaver, dels som konsulent for arkitekttegnestuer.
  • I samarbejde med Arkitektfirmaet Erik Brandt Dam + Nicolai Bo Andersen vandt Jesper Kongshaug konkurrencen om et nyt design til Kongens Have i Odense. Løsningen indebærer at lyset i haven konfigureres på en ny måde for hver af ugens dage.
  • Jesper Kongshaug har været konsulent på Skuespilhusets arkitektoniske belysning. Udendørsbelysning, foyer og tilskuerrum er under færdiggørelse.
  • Jesper Kongshaug holder foredrag om brugen af AV-medier i teater, arkitektur og events.

Gå tilbage


- Ideelt set skal videoprojektorerne fungere som en lyskilde sammen med det øvrige lysudstyr, siger Jesper Kongshaug. - De kan selvfølgelig bruges til levende billeder, evt. live, og måske med kameraer monteret på skuespillerne, men de kan også fungere til en ultrapræcis belysning af scenen.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+