Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Leder
Maj 2007
Branchens spejl i 25 år
Videoteknikken var for alvor på vej frem. Politikerne ville bryde DRs TV-monopol. Og i Bella Center afholdt man udstillingen "AV-Contact".


Finn Nesgaard

Det gav inspiration til at starte et blad om den fremvoksende AV-branche og alt det fantastiske udstyr som branchen stod på spring for at anskaffe. Initiativtager var en karismatisk annoncesælger ved navn Per Harms, og han blev hurtigt så begejstret for bladets indhold (og irriteret på journalister der ikke afleverede artiklerne til tiden), at han selv overtog jobbet som chefredaktør. Og det blev bladet kun bedre af.

I de første år var det emner som AV-produktion og uddannelse, der fyldte spalterne, samt ikke mindst kampen for at få indført reklame-TV i Danmark. Det sidste mente man stod lige for døren i 1982, men der kom alligevel til at gå mere end seks år før TV2 gik i luften.

Redaktionel kontinuitet
De 25 år der er gået siden maj 1982, da første nummer af AVM kom på gaden, har budt på en bemærkelsesværdig redaktionel kontinuitet på trods af, eller måske netop fordi AV-branchen i samme periode har gennemgået en voldsom udvikling med nye videoformater, digitalisering, medienetværk og central storage. Der har kort sagt været masser at fortælle om i AVM.

Navne som Steen Blendstrup og Eddy Bøgh Brixen dukkede tidligt op som skribenter i bladets spalter, og mange i branchen husker sikkert Per Kastrup som overtog annoncesalget i 1987 og varetog opgaven med ildhu og smittende entusiasme frem til sin alt for tidlighe død i 1999.

Grundlæggeren Per Harms fortsatte som udgiver og redaktør i syv år, hvorefter Specialbladsforlaget tog over frem til 2002 - og nu udgives bladet af Forlaget Mediamind, som også står bag de beslægtede blade PackMarkedet og AGI Aktuel Grafisk Information. Selv havde jeg min første artikel i AVM i 1990, og jeg blev bladets redaktør fra oktober 2001...

Med kurs mod fremtiden
AVM vil fortsat spejle den danske AV-branche og den teknologiske udvikling her hvor vi står foran den største omvæltning siden monopolbrudet i 1988.

Jeg tænker naturligvis på indførelsen af HDTV. Men måske vil eftertiden i virkeligheden betragte den flermediale udvikling med internet-TV og TV over mobiltelefonen som en endnu større omvæltning. Og der er jo også andre udviklingstendenser. F.eks. bliver der i disse år etableret produktionsfaciliteter i mange større virksomheder. Der indføres digital skiltning i butikkerne. Og der kommer et mylder af nye "TV-stationer" på internettet.

Alt det glæder vi os til at fortæller om - i de næste 25 år.

Gå tilbage



Klik for større billede

Læs også
- AVMs grundlægger elskede deadlines og adrenalin-kick
- Den lange vej til AVMs redaktørstol
- AVM fylder 35 år den 17. maj
> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies