Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Hæderspris
Juni 2007
DPA Microphones får eksportpris
Hele det royale pressekorps fra ugeblade og aviser var troppet op da prins Henrik overrakte Kong Frederik den Niendes Hæderspris til Lars Friis Østergaard og Morten Støve fra DPA Microphones. Prisen blev givet for fortjenstfuld indsats for dansk eksport.

- Vi har naturligvis allerede forberedt en god plads til prisdiplomet hjemme i virksomheden, fortalte Lars Østergaard. - Prisen betyder nemlig vældig meget for os og vores medarbejdere, og den får naturligvis også betydning for det fortsatte eksportarbejde.

Med hædersprisen er DPA kommet i selskab med en række bemærkelsesværdige danske virksomheder. Alene i år blev der også givet priser til Fritz Hansen A/S, Herning Shipping A/S, Scanvaegt International A/S og Jysk A/S.

Siden 1970
Hædersprisen blev indstiftet i 1970 ved kongelig resolution med det formål at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenesteydelser. Prisen uddeles en gang om året til virksomheder eller personer, som har ydet en særlig indsats for at fremme og udvikle dansk eksport.

I begrundelsen for tildelingen af prisen fremgår det, at DPA har modtaget Kong Frederik den Niendes Hæderspris for at videreføre en lang dansk tradition for at kombinere den ypperste teknologi med unikt design.

- Jeg er stolt over, at komiteen har valgt at tildele prisen til DPA Microphones. Vi er stadig et ungt firma, men vores produkter har allerede fået stor udbredelse siden starten i 1998. Vi er fortsat i kraftig vækst, og med vores opførelse af endnu en fabrik i Asnæs er vi klar til at følge op på succesen, siger Morten Støve, der er direktør for forretningsudvikling.

DPA Microphones blev grundlagt i 1992 og udspringer af måleudstyrsproducenten Brüel & Kjær. Virksomheden beskæftiger i alt 100 medarbejdere fordelt på fabrikken i Asnæs og kontorerne i Allerød og USA.

Gå tilbage


Ved en højtidelighed på Fredensborg Slot den 11. juni 2007 modtog DPA Microphones A/S Kong Frederik den Niendes Hæderspris. Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen overrakte prisen til administrerende direktør Lars Friis Østergaard (i midten) og medstifter og direktør Morten Støve.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+