Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

IBC 2007
September 2007
Arricube giver styr på filmbilledet
Arri har taget et nyt skridt mod det perfekte DI-workflow hvor redigering og postproduction foregår digitalt, uden at man lader sig forblænde af at de digitale processer kan arbejde med større farverum end kamera- og printfilmene.

- Arricube er i virkeligheden bare et nyt navn, siger produktchef Sibylle Maier med skånselsløs ærlighed, - for vi har arbejdet med farvestyring og LUT-tabeller i årevis under det mere teknisk klingende navn CMS, som står for Color Management System.

Sibylle Maier skynder sig dog at tilføje at der naturligvis er introduceret en række markante forbedringer i forbindelse med navneskiftet:

- Problemet er at filmmaterialet til både optagelse og biografprojektion har mindre farverum end den digitale DI-proces, forklarer hun. - Det er derfor nødvendigt med præcise målinger og efterfølgende LUT-tabeller (Look Up Tables) som søger for at monitorens billede svarer til biografvisningen når man color grader. Vi foretager målingerne med et udstyr vi selv har udviklet, og der måles i de tre grundfarver rød, grøn og blå, så der ikke bare kompenseres for kontrast og gamma, men også for farvenuancerne.

- Til målingerne på filmmaterialet bruger vi transportmekanismen fra en "tom" Arriscan, men vi foretager også målinger direkte på biograflærredet. Det har vi f.eks. gjort hos Shortcut i København.

Arris farvesystem har allerede opbakning fra en række andre andre leverandører på DI-markedet: Assimilate, Autodesk, Barco, Chrome, Da Vinci, DVS, Iridas, Nucoda, Pandora og Quantel.

Smertefuld proces
På IBC blev der også fortalt om Arris digitale filmkamera, D-20, som man stadig kun kan komme til at arbejde med på lejebasis.

- Det har været en lang og smertefuld proces, erkendte Bill Lowell fra Arris udlejningsafdeling i London, - men nu begynder kunderne da at komme igen for at lave nye produktioner med det digitale "filmformat", så det går den rigtige vej. Blandt de fotografer som er kommet igen er danske Mikael Salomon som har optaget den seks timer lange miniserie "The Company" i Canada, og som nu er i gang med "The Andromeda Strain" sammen med Ridley Scott.

Arriflex D-20 ligner de filmbaserede kameraer i betjening og tilbehørsprogram, og takket være en Arri-udviklet CMOS-sensor i fuldt 35 mm filmformat i kombination med en Arri mount kan man bruge de traditionelle filmobjektiver på kameraet. På IBC-pressemødet fortalte Arri-folkene at man nu kan hente de digitale data ud via fiberkabler, at man kan optage med indtil 60 bill/sek, og at man kan optage med håndsving, ligesom i filmens barndom for hundrede år siden.

- Det sidste er dog mere en gimmick som vi har bygget fordi det er teknisk muligt, erkender Bill Lowell.

Import: Bico

Gå tilbage


Det digitale Arriflex D-20 er nu så godt at kunderne kommer igen for at lave nye produktioner. Det gælder eksempelvis den danske hollywood-fotograf Mikael Salomon.
Klik for større billede

- Vi har selv udviklet den CMOS-sensor som bruges i Arri D-20, siger Bill Lowell fra Arris udlejningskontor i London. Han fremviser her en såkaldt wafer med et antal CMOS"er der produceres i samme arbejdsgang. Til venstre ses Marc Shipman-Mueller fra Arris kamera- og objektiv-division.
Klik for større billede

Arri har lavet en serie tilbehør til traditionelle videokameraer så betjeningen bliver á la filmkameraer. Her er en Panasonic DVCpro HD udstyret med Arri mattebox og kameraadapter.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Apantac-dec-2020---AVM_330.jpg
Apantac-dec-2020---AVM_330.jpg