Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

IBC 2007
September 2007
JVC i en overgangsfase
Der har i årevis gået rygter om at Matsushita havde sat JVC til salg. Moderselskabet ejer nemlig også Panasonic, og disse to elektronikgiganter ligger i direkte konkurrence med hinanden, både på konsummarkedet og på det professionelle marked.

Nu har rygterne taget konkret form: Det bliver Kenwood og det Hong Kong-baserede investeringsselskab Sparx der skal puste nyt liv i JVC efter tre år med underskud. Samtidigt vil JVC skifte status fra datterselskab til associeret selskab i Matsushita-koncernen, der fortsat vil være hovedaktionær.

Målet med det nye samarbejde er at give JVC en ny og mere vital ledelse. Samtidigt vil selskabet få en kapitalindsprøjtning som giver mulighed for en mere aggressiv strategi der skal øge indtjeningen så underskuddet erstattes af sorte tal på bundlinjen allerede fra april 2008.

Relativt få nyheder
Usikkerheden omkring ejerforholdene er sandsynligvis den væsentligste årsag til at JVC kun havde få nyheder på IBC. Men ifølge Mads Iversen fra den danske JVC-import er der til gengæld en kø af nye produkter som vil være klar allerede til april når der er NAB show i Las Vegas. Men der var faktisk også en hel del at se på standen i Amsterdam.

Mest imponerende var en OB-vogn som JVC havde indrettet til et sit europæiske roadshow: - Jeg er selv i gang med at bygge en tilsvarende vogn til en dansk kunde, siger Mads Iversen, - og jeg kan konstatere at vi stort set har truffet de samme dispositioner. Kameraerne er naturligvis JVCs egne, og vi bruger også JVCs fremragende kamerafjernstyring, RM-LP25, til den danske vogn. Desuden har vi valgt en Copperhead fiberforbindelse - ligesom JVC...

Monitor-specialisten
JVCs egentlige nyheder var koncentreret omkring monitorerne, men det er også et område hvor fabrikken traditionelt har stået stærkt.

Rækken af HD LCD-monitorer omfatter nu et antal modeller fra 24” til 9”, hvoraf den sidste både kan strømfødes fra stikkontakt og batteri, foruden at den kan monteres på et kamera og bruges som søger med fokus-assist. De stationære modeller leveres som standard med blankt frontglas, hvilket giver det mest kontrastrige billede. Men hvis man bliver træt af "spejlede" reflekser kan man i stedet vælge et matteret frontglas.

Den store 24” LCD-monitor koster 28.000, mens en 17” koster 17.000 kroner.

Mads Iversen skynder sig i øvrigt at tilføje at man fortsat kan købe JVCs rørbaserede monitorer. Her får man en 17" standard HD-monitor for 7.500 kroner, mens en tilsvarende monitor med EBU fosfor til color grading koster lige under 22.000 kroner.

JVC vil også ind på markedet for digital signage. Det sker med en serie solide LCD-skærme, beregnet til 24/7-drift. Disse skærme fås i størrelserne 46, 52 og 65”. Priserne kendes endnu ikke.

Gå tilbage


- JVC er fortsat meget stærk indenfor monitorer, siger Mads Iversen fra den danske JVC-import, C/AV, - og der er en stigende interesse for LCD-skærme selv om de rørbaserede modeller stadig giver et lidt bedre billede.
Klik for større billede

JVC har indrettet en komplet OB-vogn, som har været på rundtur i Europa: - Vores grej kunne tåle alle strabadser, også når vi kom ud på nedslidte veje i Østeuropa, sagde JVCs europæiske marketingchef, Oliver Helfrich.
Klik for større billede

JVC er klar til at gå ind på det professionelle marked for digital signage med en serie store LCD-skærme til ophængning i f.eks. butikker og indkøbscentre.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Apantac-dec-2020---AVM_330.jpg
Apantac-dec-2020---AVM_330.jpg