Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Virksomhedsbesøg
Oktober 2008
Dansk software til akustiksimulering
Verdens bedste program til simulering af rumakustiske forhold er dansk. Programmet hedder Odeon, og det er et skoleeksempel på hvad godt samspil mellem forskning og brugere kan medføre.


Eddy Bøgh Brixen

Det er ikke mere end godt hundrede år siden at Wallace Sabine beskrev de sammenhænge, der for alvor gjorde det muligt at regne på et rums akustiske egenskaber. Sjovt nok blev der før den tid og uden denne viden opført mange fantastisk vellydende rum, f.eks. koncertsale, som stadig den dag i dag vurderes som de bedste i verden. Paradoksalt er det også, at der efter Sabine er blevet opført rigtig mange akustiske katastrofer...

Nu er der mange størrelser, der er afgørende for hvordan et rum ender med at opføre sig rent akustisk. Samtidig er det vigtigt at vide, at de optimale akustiske egenskaber bestemmes af det, rummet skal anvendes til. Derfor er det godt at have et værktøj, der kan fortælle, om det rum man påtænker at opføre eller renovere kommer til at opføre sig efter hensigten. Det er her Odeon kommer ind i lydbilledet med et program til beregning af lydforhold.

Starten

Da Musikhuset i Århus blev opført i starten af 1980'erne blev der arbejdet med traditionelle værktøjer som fysiske skalamodeller. Disse modeller kan godt give nyttig information til støtte for de akustiske beregninger, men der er grænser. Dels kan det være besværligt og tidskrævende at gennemføre ændringer i modellerne, dels er den måletekniske nøjagtighed begrænset.

Dengang i starten af 80'erne var man rundt omkring i verden for længst begyndt at anvende computere i akustikkens tjeneste, og ingeniør Asger Donnovan, som havde været på projektet i Århus, henvendte sig til Laboratoriet for Akustik på Danmarks tekniske Højskole, som det hed dengang, for at høre om mulighederne for at forske i computerbaserede modeller til erstatning for de fysiske.

Jens Holger Rindel fra Laboratoriet sendte en ansøgning om projektmidler til Teknologi Rådet. Ansøgningen blev accepteret og i 1984 blev Asger Donnovan ansat som projektmedarbejder. Udviklingen var sat i gang og efterfølgende fik man en række rådgivende ingeniørfirmaer til at bidrage økonomisk, da alle havde en fælles interesse i et effektivt værktøj. Siden har der været arbejdet næsten uafbrudt på programmets udvikling.

På et tidspunkt omkring 1991 var programmet anvendeligt for andre end udviklerne. Det fik navnet Odeon og var herefter et salgbart produkt.

Odeon nu som
aktieselskab

I 2008 blev der dannet et aktieselskab til at varetage den fortsatte udvikling.

Odeon A/S er stadig placeret i nærmiljøet omkring DTU, nemlig i forskerparken DTU-Scion. Virksomheden har tre personer ansat: Administrerende direktør er Jens Holger Rindel, mens Claus Lynge og Gry Bælum Nielsen er de to andre. Alle tre er travlt engageret både internt med programudvikling og udadtil på diverse konferencer og udstillinger verden over.

Hvad kan Odeon?

Odeon kan beregne hvordan et rum opfører sig akustisk. Derfor kan det også beregne hvad der sker med en given lyd i rummet.

Grundlæggende er der to versioner: En til støjberegning i industrirum og en til "vellydsrum", herunder især auditorier/koncertsale mv.

Rummet kan tegnes/konstrueres i programmet, eller man kan importere modeller fra AutoCad, Google-Sketchup, IntelliCAD, Rhino og lignende programmer. Alle flader skal efterfølgende defineres med hensyn til absorption/refleksion/diffusion. Herefter kan man få beregnet alle de gængse parametre, som man anvender til at beskrive de akustiske forhold.

Der kan også indsættes højttalere i modellerne. Højttalerfabrikanterne leverer simpelthen datafiler i Common Loudspeaker Format (*.clf-filer), hvilket Odeon benytter sig af. På denne måde kan man designe sit anlæg (PA/SR) og få beregnet lydfordeling, taleforståelighed, lydtryk og alle de andre kravspecifikationer, som man stiller i forbindelse med leverance af anlæg. Odeon inkluderer f.eks. værktøjer til beregning af line-arrays, optimering under hensyn til Haas-effekt mv.

Lyt til modellen

Tabeller, kurver og diagrammer er godt, men bedre kan det være at lytte til rummet. Auralisering af de skabte rum er derfor en væsentlig feature i Odeon.

Der kan indsættes lydkilder i modellerne. Både simple lydkilder og nu hvor man har indledt et samarbejde med et finsk universitet kan man også importere et helt orkester. Det sker ved at musikere/instrumenter er optaget individuelt i et lyddødt rum. Musikerne spiller de samme værker og ved at indsætte musikerne/kilderne i modellen f.eks. på den tiltænkte sceneopbygning i en koncertsal, vil man kunne studere balance, klang, lydstyrke mv. Faktisk kan man også studere hvilken orkesteropstilling, der er den optimale for en given sceneopbygning. Og man kan bedømme lytteforholdene på samtlige tilhørerpladser.

Avanceret
klangmaskine

Den eneste reelle måde at bedømme akustikken på er ved at lytte. Og det er netop Odeons auralisering, der er arbejdet rigtig meget på de senere år.

Tidligere havde man et samarbejde med TC Electronic og udviklede Odeon Sound. Her indgik en klangmaskine fra TC. Senere er de akustiske modeller blevet mere komplette (og computerne hurtigere). Derfor sker alle beregninger og lydmæssige processeringer inde i den matematiske model.

Det har den bieffekt at man kan bruge programmet som en avanceret klangmaskine, når dubbing-afdelingen har behov for at simulere en given akustik. En skov, en gårdsplads, eller...? Auraliseringen kan formatteres som binaural lyd, stereo eller 5-kanal surround sound.

Det visuelle

Akustiske forhold kan være svære at overskue, men Odeon har også en række visualiseringsværktøjer, der kan lette på forståelsen.

Først og fremmest er der naturligvis selve modellen, der kan vises i 3D. Fladerne kan ud over de akustiske egenskaber også tildeles visuelle egenskaber. Man kan da bevæge sig rundt i en model, der er mindst lige så god som andre mere dedikerede visualiseringsprogrammer.

Til gengæld kan man også visualisere lydens udbredelse i modellerne (heldigvis ved stærkt nedsat hastighed!) Herved kan man f.eks. direkte se de enkelte delfladers betydning for det endelige resultat.

Tjek det

Inden for den seneste halve snes år er der vel ikke den større koncertsal eller teatersal herhjemme, der ikke har haft Odeon som fødselshjælper: Operaen, Skuespilhuset, Den Sorte Diamant, Sønderborg Koncerthus og DR-Byens koncertsale. Men det er naturligvis ikke kun "stjerne-projekter" der kræver Odeon. Skolebyggerier, lokale kulturhuse, undervisningsrum, auditorier og AV-rum modelleres også. Grænsen går i praksis ved små rum, idet modellens algoritmer først og fremmest er optimeret til de større rum.

Hvis man skulle have fået lyst til at rode med akustiske modeller, kan man downloade en demo-version på

Gå tilbage


Hovedbanegårdens lydanlæg er her simuleret ved hjælp af Odeon softwaren.
Klik for større billede

Et dansk forskerteam har udviklet verdens bedste til program akustisk simulering inden man f.eks. bygger store koncertsale eller støjende industrianlæg. Nu har man dannet aktieselskabet Odeon A/S til at varetage den fortsatte udvikling. Fra venstre ses selskabets tre medarbejdere, Gry Bælum Nielsen, Jens Holger Rindel (adm.dir.) og Claus Lynge.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+