Ianiro stiller kolossale forventninger til sine LED-lamper, Ianiled 6 og Ianiled 7, og med god grund. Sammen med lamperne lancerer den italienske fabrik nemlig et tilbehørsprogram, der skaber en række spændende anvendelsesmuligheder. Men lad os først se på selve lyskilden.
AVMs test omfatter den "store" Ianiled 7 hvor seks hvide LED'er sidder i en cirkel omkring en rød. Formålet med den røde er at den skal korrigere for de hvide LED'ers overvægt af grønt lys. På den måde får man maksimalt lysudbytte pr. watt, hvilket ikke ville være tilfældet hvis man i stedet havde valgt at frafiltrere det overskydende grønne lys.
Den anden model, Ianiled 6, har 6 LED'er i to rækker, og den røde LED får derfor ikke den samme centrale placering. Til gengæld er det nemmere et opbygge en større LED-lampe ved at kombinere flere af de rektangulære enheder.
Cool design
Ianiled lamperne har deres eget, karakteristiske design bestående fire lag metal med afstandsstykker imellem. Det giver en ganske robust sandwich, der samtidigt fungerer som en effektiv køleflade.
Foran LED'erne placeres en holder med syv linser, der styrer spredningen af lyset fra de syv dioder. Og du læste rigtigt, holderen "placeres", for den fastholdes af fire små magneter, og altså uden skruer. Det er derfor nemt at skifte til andre forsatse med en anden lysvinkel. Ianiro laver i alt tre forskellige linsesæt, nemlig wide, medium og spot. Desuden kan man få en diffuser der giver yderligere spredning af lyset, og en glasklar forsats der er beregnet til at holde gelatinefiltre på plads. Også disse forsatse fastholdes af magneter.
Lys på
umulige steder
Ianiled lamperne kan fungere som udmærkede kameralys, men det er også ideen at de skal bruges på steder hvor det ellers ikke er muligt, eller i hvert fald er yderst vanskeligt at placere en lampe.
Et eksempel er optagelser inde i en bil. Til det brug kan man få en sugekop så lampen kan fæstnes til en bilrude. Man kan også få en clamp til fastspænding af lampen på eksempelvis en bordplade eller en dør. Og et håndgreb så lysmanden kan bevæge sig med lampen ved siden af kameraet. Og en kraftig magnet der "suger" lampen fast på metalliske flader.
I den helt banale ende finder vi en stativadapter, for man skal naturligvis også kunne sætte den lille lampe på et almindeligt lampestativ. Og en adapter der passer i en almindelig kamerasko.
Ifølge Fabrizia Ianiro, der for nyligt besøgte Danmark, er Ianiled lamperne f.eks. velegnede til reklame, drama og interviews inklusive optagelser med dolly og steadicam.
Lyskvaliteten
Det store spørgsmål er så om Ianiros LED-lys er rent nok til den slags krævende opgaver.
Svaret er ja, ifølge AVMs test. Lampen kan indstilles til en række forskellige farvetemperaturer, fra varm til kold, og når man vælger den koldeste så får man et lys på 6.850 kelvingrader med en tint-justering på nul. Så det er super.
Til gengæld kan min begejstring for de øvrige indstillinger ligge på et lille sted, for her får man et så kraftigt magenta farvestik at Adobe Photoshop, som vi brugte til analysen, opgav at foretage en automatisk korrektion. De talværdier vi nåede frem til ved manuel korrektion lå på -43 ved lampens standardindstilling, og på -50 når den var indstillet til det varmeste lys.
Det sikreste er derfor altid at vælge den koldeste farvetemperatur, og så evt. varme lyset op med filtre. Det skal i denne sammenhæng tilføjes, at den lampe vi havde til test var fra en præ-produktion, men ifølge fabrikken skulle de lysmæssige egenskaber være på plads.
Konklusion
Ianiled er et spændende og meget alsidigt lampesystem der giver lysmanden nye muligheder, hvad enten han har brug for en handy dagslyskilde eller et effektlys med overvægt af magenta. Lampen minder om det koncept som Zylight arbejder efter, men amerikanerne har taget konsekvensen og giver mulighed for at skabe praktisk taget alle farver i spektret. Ianiro har i stedet lavet den magnetiske filterholder, så man kan farve lyset med gelatinefiltre, og det er også en fin løsning.
Hovedindtrykket er et rustikt design, der takket være den udskiftelige linseforsats med magnetkobling kan skabe floodet såvel som spottet lys. Det bliver spændende at følge den videre udvikling af Ianiled systemet.