Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Dansk lydteknologi
Netværk for nørder
med musisk sans
Der var lys, lyd og masser af kameraer på scenen da "Dansk Lydteknologi – netværk for virksomheder, forskning og iværksættere" holdt kick–off møde i Copenhagen Jazzhouse. Baggrunden for festlighederne er en bevilling fra Forsknings– og Innovationsstyrelsen på 14 mio kroner over fire år.

Danmark har masser lydteknologisk forskning og masser af virksomheder der producerer lydprodukter. Tænk bare på DPA Microphones, TC Electronic, Bang & Olufsen og vores tre fabrikker for fremstilling af høreapparater, GN ReSound, Oticon og Widex. Sidstnævnte konkurrerer ganske vist på livet løs om verdensmarkedet, men da man midt i 80'erne skulle skabe en digital platform på området, så gik de tre sammen med DTU for at lede udviklingen...

Oplæg til
samarbejde

Det er historier af den type der er grundlaget for etableringen af "Netværk for Dansk Lydteknologi", eller "Danish Sound Technology Network", som det hedder på nudansk.

– Alene de 20 største danske lydvirksomheder har en omsætning på over 20 mia kroner, sagde netværkets leder, Jan Larsen, – og 80 procent går til eksport. Så der er store nationaløkonomiske gevinster at hente, hvis de danske lydvirksomheder og forskere kan finde områder hvor de kan samarbejde, og dermed styrke hinanden.

– De 14 mio kroner vi har fået bevilliget fra Forsknings– og Innovationsstyrelsen vil blive fordelt med 41% til projekter, 14% til generelle aktiviteter, og 45% til sekretariatet. Det er vigtigt for os at en stor andel bliver brugt på projekter, for vi tror, at innovation bedst skabes gennem konkrete, forpligtende samarbejder.

– Projektmidlerne bruges til at gennemføre en række teknologiske og brugerdrevne projekter ved at aflønne ansatte hos de deltagende universiteter og hos brancheorganisationen Godkendt Teknologisk Service, forklarer Jan Larsen. – På den måde får virksomhederne en gratis adgang til forskningsresultaterne, men forudsætningen er naturligvis at de også selv deltager med viden.

Netværksskabende
aktiviteter

Derudover har Dansk Lydteknologis nyetablerede sekretariat startet en række supplerende netværksaktiviteter:

  • En blog for hele netværket, hvor alle emner kan tages op.
  • En kalender, hvor man både kan finde Dansk Lydteknologis egne arrangementer og andre støttede arrangementer.
  • Mulighed for at søge på de medlemmer, der ønsker at gøre deres profil tilgængelig for andre medlemmer.
  • Etablering af en projektbørs og rugekasse som man kan foreslå nye projekter til.

    Palle
    Mikkelborg brillerede

    Kick–off mødet sluttede med at Palle Mikkelborgs trio leverede en musikalsk og visuel oplevelse. Mikkelborg selv holdt sig til sin trompet med påmonteret DPA mikrofon. Men de to andre musikere, Helen Davies og Gert Sørensen, supplerede med mere eller mindre elektroniske instrumenter, og Kaare Svejstrup og Lau Lindqvust fra 2D Visuals skabte en visuel kulisse med lys og videobilleder som gik i et med musikken.

    Der var med andre ord lagt op til at netværket ikke bare skal være for nørder, men også for folk med musisk sans.

    Yderligere information om netværket findes på www.lydteknologi.dk.

    Gå tilbage


  • Palle Mikkelborgs trio skabte et kreativt punktum for en netværksdag hvor 150 forskere og produktudviklere mødtes i Copenhagen Jazzhouse for at etablere et tværgående netværk inden for dansk lydteknologi.

    – Vi er sat i verden for at skabe innovation, vidensdeling, match–making og markedsudvikling, sagde Jan Larsen, da Netværk for Dansk Lydteknologi holdt kick–off møde i slutningen af maj.

    > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies