Dette efterår blænder TV2 op for serien "Lærkevej" med 10 episoder i første sæson og i første omgang yderligere to sæsoner á 12 afsnit de næste to år. Det er den første danske "dramedy"-serie á la "Desperate Housewives". Den udmærker sig også ved at udspille sig i dansk TV's første "filmgade" siden hovedgaden i Korsbæk.
Steen Blendstrup
Seriens Lærkevej er opbygget på Cosmo Films studieområde i Værløse, som også rummer filmens interiører. Til forskel fra Matadors hovedgade er den halve snes huse ikke blot facader, men hele huse i tre dimensioner, om end i mindre skala end et normalt parcelhus og uden nogen form for indmad.
- Det er teknisk snyd ligesom så meget andet ved film, siger production designer Peter de Neergaard. - Vi havde kun et begrænset stykke vej, så for at få husene til at være der, måtte vi presse dem lidt sammen - nogle steder mere end andre. Man kan tale om et gummiperspektiv, hvor husene er fra 0 til 25% mindre end et rigtigt hus.
Størrelsesforhold som øjet kender
- Vinduer og døre skal f.eks. passe til den menneskelige krops størrelse, for det er et størrelsesforhold, som øjet kender. Men hvis det forhold passer, kan vi godt krympe afstanden mellem vinduerne. Så set i fugleperspektiv er husene på filmgaden 25% mindre end en rigtig villavej. Nede i perspektivet er nedskaleringen kun 10%, og når vi så går helt ind til en detalje som et dørparti, så er forholdet 1:1.
Noget lignende gør sig i øvrigt gældende for interiørerne.
- Seerne er ikke i stand til at vurdere, om afstanden mellem vinduerne inde i huset passer til afstanden set udefra, forklarer Peter de Neergaard. - Kulisserne er først og fremmest bygget for at forstærke karaktererne og dernæst for at give instruktøren nogle gode vinkler. Der skal gerne være en 5-6 gode kik i en kulisse, hvor man f.eks. kan lave et totalbillede med alle personerne. Det samme gør sig gældende udenfor, hvor instruktøren skal kunne lave et billede der viser, at to huse ligger tæt på hinanden.
Det optiske bedrag er især muligt, fordi kameraet er enøjet. Det tegneprogram, hvor production designerne Peter de Neergaard og Thomas Bremer arbejdede med en 3D model af Lærkevej, har faktisk indbyggede linser, så man på forhånd kunne vurdere, hvordan perspektivet ville fungere. Men den sidste prøve ligger i kameraets søger:
- Vi fandt hurtigt ud af, hvilke optikker der virkede bedst, siger seriens fotograf Rasmus Heise. - Til totalbillederne, der etablerer vejen, bruger vi vidvinklede objektiver. Det ville vi sådan set også have gjort på en location, men i den specialdesignede kulisse kommer tingene til at se lidt større ud, så det fungerer godt.
- Omvendt er der dialogscener, hvor vi går tæt på skuespillerne, og hvor vi benytter telebrændvidde. Det trækker tingene sammen.
Vejsving og hække
Derudover er der placeret hegn, hække og buske så de skjuler, at husene ikke har normal dybde. Rasmus Heise er selv lidt overrasket over, hvor effektivt det har vist sig at være:
- Som udgangspunkt ønsker man at kunne optage så mange forskellige vinkler som muligt. Lærkevej er anlagt med et sving, der dækker over, at den i virkeligheden ikke er så lang, og egentlig troede vi, at vi måtte begrænse os til at skyde fra den ene ende. Det viste sig imidlertid, at beplantningerne var så effektive, at vi kunne bruge vejen en hel del mere. Det fungerer, så længe vi ikke placerer skuespillerne de forkerte steder.
Rasmus Heise fremhæver også, at Arri D21-kameraets full size chipformat giver en ret lav dybdeskarphed sammenlignet med andre HD-kameraer.
- Det redder illusionen at vi kan sløre en baggrund, der ikke holder. Reelt vil man opfatte baggrunden som lidt længere væk.
Fuld kontrol og god økonomi
Teknisk fungerer det altså. Men hvad med økonomien.
Det er naturligvis en stor investering at anlægge en filmgade, men det hænger sammen fordi den skal bruges i tre sæsoner. Hvert år er sæsonens afsnit planlagt til at blive indspillet fra marts til juni, således at eksteriørscenerne kan optages, når der er kommet blade på træerne (vejret artede sig rigtig pænt i år), og gøre det ud for en ikke nærmere bestemt sommerperiode.
- Vi optog dummyen til "Lærkevej" på en rigtig villavej over tre dage, fortæller producer Mie Andreasen. - Det var OK, men at gøre det år efter år og i længere perioder ville give praktiske problemer. Der skal jo bo mennesker i husene samtidig.
Filmgaden giver total kreativ kontrol:
- Vi kan være helt præcise, påpeger Mie Andreasen. - Vi kan tilpasse vejen til manus, så det bliver dramaturgisk bedst. På det praktisk plan har vi total kontrol over vejens udseende, og vi har den til rådighed, når vejret er med os.
- Og så pirrer det da lidt at gøre som i Hollywood og have en rigtig "back lot". Nu råder vi på samme sted over interiører, eksteriører, kantine, skuespillerrum og så videre. Økonomisk ligger fordelen i, at det er effektivt: Interiørs er de mest effektive, derefter eksteriørs og mindst effektive er locations. Så det giver os production value. I gennemsnit får vi 5 minutter i hus hver dag, men det varierer selvfølgelig fra dag til dag og fra scene til scene.
Premieren på "Lærkevej" kommer antagelig til at ligge til september.
Gå tilbage
|