Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Brancheguide Kontakt Abonnement Annoncer/Ads
Gå tilbage

Public service redefineret
November 2009
Social change-TV kræver nye fortælleformer
Det næste medieforlig skal først gælde fra 1. januar 2011, men den politiske debat er allerede i fuld gang. Thomas Heurlin fra Koncern TV- & Filmproduktion appellerer til at branchens folk tager del i diskussionen om ikke mindst den fremtidige definition af public service.

- Jeg synes det er vigtigt at vi ikke bare overlader debatten til politikerne, siger Thomas Heurlin. - Som indholdsmennesker skal vi komme frem med vores synspunkter inden det er for sent - og et nyt medieforlig er indgået. Uanset hvilken rolle vi indtager i branchen bør vi nemlig tage et ansvar for at public service midlerne bliver anvendt på den bedst tænkelige måde.

Vild med
public service

- Radio- og TV-nævnet har fået lavet en udredning hos Rambøll Management Consulting vedrørende den fremtidige offentlige støtte til medier, siger Heurlin, - og den viser at de danske public service kanaler vil miste markedsandele fra de nuværende 70% til ca. 50% hvis man bare viderefører den nuværende public service støtte. Og det mener jeg vil være en helt forkert udvikling.

- Public service kan nemlig fremme vigtige samfundsmål som f.eks. folkesundhed, innovation, respekt for ældre, solidaritet, personlig ansvarsfølelse og social intelligens. Og det er historisk bevist, at TV-programmer kan være effektive drivere til at nå den slags mål, bl.a. via frivilligt arbejde. Public service bør derfor ikke kun måles på seertal, men også på hvordan programmer påvirker samfundet positivt i forhold til eksempelvis ændrede mad- og motionsvaner. Man kan i den forbindelse tale om public change-TV.

Thomas Heurlin nævner i samme åndedrag, at han selv er vild med public service.

- Tag f.eks. en TV-serie som "Lulu & Leon", produceret af "Fine & Mellow". Det er TV-drama af høj kvalitet, og serien var aldrig blevet lavet hvis den ikke havde fået støtte fra public service-puljen.

- Her på Koncern har vi også lavet stribevis af public service programmer og programserier for ikke mindst TV2 og DR. Vi har f.eks. lavet programmer som "Aldrig mere Fængsel" hvor unge kriminelle kommer i arbejde, "Klimaduksen og Blærerøven" med Christine Feldthaus og Mads Christensen, "Mission Baby" hvor 100 par følges i deres bestræbelser på at få børn, og "Ultimatum" hvor familien får en alkoholiker sat i behandling. Det er meget forskellige programmer, for det er vigtigt at public service henvender sig til alle.

Få det dobbelte
for pengene

Medieudredningen lægger op til, at det kommende medieforlig skal lægge flere penge ud til de private producenter.

- Man får dobbelt så meget public service for pengene, når opgaverne lægges ud til de private producenter, siger Thomas Heurlin, - for de supplerer ofte med finansiering fra anden side. F.eks. har TV3 selv betalt 2/3 af produktionsomkostningerne i forbindelse med "Lulu & Leon", og produktionsselskabet selv har også betalt en mindre del.

- Desuden betyder den øgede konkurrence, at der produceres mere effektivt. Og her på Koncern er vi bestemt ikke bange for konkurrence.

Thomas Heurlin foreslår at man skaffer midler til udlicitering af public service produktioner via en nedregulering af DRs licensindtægter til 85%. De overskydende 15% vil han så placere i platformsneutrale, frie puljer, for med den medieudvikling vi oplever i disse år er det vigtigt, at støttesystemet bliver så fleksibelt som muligt. De støtteformer vi har i dag er nemlig med til at fastlåse produktions- og distributionsformen.

- Man taler om "publicistisk meriteret indhold", forklarer han. - Det er indholdet der siges god for ved tildelingen af støtte, mens der skal være en vis grad af fleksibilitet i valget af platforme. I dag fungerer de forskellige medier nemlig i et samspil der forstærker gennemslagskraften.

Alle skælder ud

Thomas Heurlin er fuldstændigt klar over, at det bestemt ikke er let at skabe forandring, for der er mange interessenter i debatten, og der er en tendens til at alle skælder ud.

- Det er mit mål, siger han, - at vi producenter ikke bare skal kræve ind, for det kommer der ikke noget godt ud af. Vi skal ikke bare overtage DR's produktion, men DR skal være åben overfor de private selskaber der er i stand til at skabe public service-TV af høj kvalitet. Vi skal koncentrere os om en fælles vision, baseret på det vi kan blive enige om. For vi er jo mange der er vilde med public service-TV, ikke bare som producenter, men også som seere.

Thomas Heurlin ville også ønske at der kunne skabes konkurrence på radiomarkedet, og han ser med hovedrysten på de hidtidige tiltag, hvor de kommercielle stationer er afkrævet store afgifter for at få adgang til sendefrekvenserne. Det har gjort konkurrencen mellem DR og de kommercielle helt skæv, og det kan derfor ikke overraske, at de kommercielle stationer ikke har kunnet tjene penge.

- Det var meget bedre, siger han, - hvis der i stedet blev stillet skrappe krav til indholdet, så de kommercielle skulle opfylde public service-kvalitet, for det ville lytterne få glæde af! Forskellen er jo at public service vil give seerne noget godt, mens rent kommerciel produktion først og fremmest går ud på at tjene penge.

Man kan i denne forbindelse indvende, at en public service-station som DR bestemt også er nødt til at tænke i økonomi - selv om licensstøtten nærmer sig 3,5 mia kroner årligt. F.eks. kan Kenneth Plummers begejstring for de kirkelige programmer fra "DR-kirken" meget vel skyldes at det er et koncept, som giver mange programminutter til få penge.

- Den slags kan gøre mig vred, erkender Heurlin, - for en præst på en talerstol, det er jo ikke TV på mediets betingelser, men åndelig dovenskab. I stedet for at løbe om hjørner med seerne, så må DR mande sig op og bruge sendetiden på rigtige programmer, lavet af mediefolk der ved hvordan man giver seerne en god oplevelse på mediet egne betingelser.


Gå tilbage


- Vi har unikt godt TV i Danmark, siger Thomas Heurlin fra Koncern TV- og Filmproduktion. - Men hvis vi ikke gennemfører nogle konstruktive forandringer i forbindelse med det kommende medieforlig, så vil dansk public service-TV miste terræn i forhold til kommercielt TV.

Webmaster
Webmaster