Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Brancheguide Kontakt Abonnement Annoncer/Ads
Gå tilbage

Grass Valley demodag
November 2009
Vores replay er
bedre og billigere
Midt i november måned holdt Grass Valley åbent hus for danske broadcastere og mediefolk hos den danske forhandler, Avit Systems på Haydnsvej i København. Det blev en teknologisk kraftpræstation - men også en hård kritik af en æret konkurrent.

- EVS sidder tungt på markedet for replay i forbindelse med eksempelvis sportskampe, erkender salgsingeniør Jim Pierson fra Grass Valley i England, - men ærligt talt - efter de kom på markedet med deres harddiskbaserede løsning for ca. 10 år siden er der stort set ikke sket noget. De har simpelthen hvilet på laurbærrene!

Jim Piersons kritik skyldes at Grass Valley er kommet med en mere tidssvarende og prisoverkommelig løsning: - Vores K2 server og router har replayfunktionen indbygget, så den får man adgang til uden at man skal investere i en ekstra server. Og desuden fylder vores server kun halvt så meget i rack'et.

Jim Pierson fremhæver også at man med Grass Valleys løsning får thumb nails af optagelserne på skærmen, så man direkte kan se hvad de indeholder. Og K2 serveren har indbygget quadsplit, så man kan få fire billeder på skærmen samtidigt.

Edius, FCP og
så den nemme

Samme K2 server bruges også ved nonlineær redigering af optagelserne.

- Vi har faktisk tre redigeringsløsninger som man frit kan vælge mellem, og som man kan bruge samtidigt på den samme server, siger Jim Pierson og viser tre skærme med henholdsvis Grass Valleys nemme journalistløsning Aurora Edit, den altfavnende Edius redigering og Apples Final Cut Pro. Man kunne så tro at Grass Valley er ved at kaste sig i armene på Final Cut, men den tanke bliver tilbagevist på det bestemteste.

- Der er jo rigtigt mange som bruger Final Cut Pro - og dét er et faktum som vi må acceptere, siger Jim Pierson. - Men vores egen Edius har en række klare fordele. F.eks. var det den første som kunne håndtere flere filformater på samme tidslinje, og Edius er stadig den redigering der klarer flest filformater. I den kommende version 6 vil vi også kunne arbejde med ægte 10-bit redigering, og der bliver real time understøttelse af det krævende AVC-HD format. Det kan man allerede arbejde med i dag, men kun efter en transkodning til vores i-frame-only format, kaldet HQ.

Jim Pierson nævner også, at Edius' grafiske design er ved at blive indført som standard hos Grass Valley. F.eks. har K2 serveren og Aurora Edit allerede fået elementer fra Edius indlemmet i deres brugerflader.

Kameraer og
videomikser

På Grass Valleys åbent hus-arrangement kunne man også få demonstreret Kayenne XL mikseren som blev lanceret på NAB i foråret, og som har skabt stor interesse blandt ikke mindst broadcasterne.

- Kayenne er modulopbygget, forklarer Theo Merkx fra Grass Valleys danske kontor og viser, hvor let det er at tage en 10 x 10 cm blok ud: - Pulten kan derfor tilpasses efter behov og udbygges i takt med at behovene stiger.

Theo Merkx demonstrerer også Grass Valleys nyeste kamerakæder, baseret på LDK 3000 og LDK 8000 kameraerne: - LDK 3000 er vores konkurrencemodel, for her får man et komplet HD-kamera med CCU for rundt regnet 550.000 kroner. Men LDK 8000 er bestemt også interessant. Her er det ganske vist svært at sætte pris på, for man kan vælge mellem flere forskellige løsninger - med forskelligt HD-format og transmissionsenheder: Triax, fiber og wireless. I den mest avancerede udgave får man et 1080/50p-output, hvilket kræver understøttelse af 3G. Det er en standard, som endnu ikke rigtigt har vundet indpas på TV-stationerne, så her er vi virkelig på forkant med den teknologiske udvikling.

Salget af
Grass Valley

Det er mindst et år siden, at rygterne om et snarligt salg af Grass Valley begyndte at cirkulere, og rygterne er ikke blevet tilbagevist af koncernledelsen, tværtimod. Problemet er bare at forhandlingerne med mulige købere er trukket i langdrag, og den verdenskrise, som i mellemtiden har holdt sit indtog, har bestemt ikke gjort det lettere. Men både produktudvikling og markedsføring af Grass Valleys produkter fortsætter trods den stadig uafklarede situation.


Gå tilbage


- Vores K2 Dyno replay controller giver samme funktionalitet som EVS, men uden at der kræves en separat server, siger Jim Pierson. - Desuden kan man se thumb nails af optagelserne, så valget af filer til replay ikke skal baseres på scripterens noter alene.

Webmaster
Webmaster