TV2 Lorry viste live-video fra det 30.000 mand store jubilæumsløb over Øresundsbroen – med assistance af Broch Teknik, der sørgede for transport af billedsignalerne til storskærme i Kastrup og Malmø via en installation i en af bropylonerne.
Avanceret sendekæde
Borch Teknik anvendte to dobbeltrettede 23 GHz 34 MBit/sec radiokæder: En sender/modtager med tilhørende multiplexer og demultiplexer var installeret i en til formålet opsat mast i Kastrup. To sender/modtagere med multiplexer og demultiplexer var placeret i toppen af den nordvestlige bropylon på Øresundsbroen i en højde af 204 meter. Og i Malmø var placeret et sender/modtager-system med demultiplexer og multiplexer i en ligeledes til formålet opsat mast.
Alle signaler blev overført live til TV2/Lorrys OB-vogn i Kastrup fra henholdsvis et ENG kamera i bropylonen, et bærbart kamera og et kamera installeret i en helikopter. Der blev anvendt multiplexere og demultiplexere fra Grass Valleys ViBE SmartMux serie.
Trådløse kameraer
TV2/Lorry brugte et skulderkamera med 2,3 GHz sendesystem til live transmission fra opvarmningen i Kastrup, fra startområdet på Peberholmen og fra "opvartningsstedet" på Øresundsbroen. Samme kamera blev desuden brugt under kørsel til betalingsanlægget i Lernacken og i målområdet ved strandparken i Malmö. Den trådløse forbindelse foregik via en tokanals diversity modtager, monteret i toppen af bropylonen.
Der var også monteret en 4-kanals diversity modtager fra anden leverandør til modtagelse af kamerasignaler fra den helikopter, som Øresundsforbindelsen havde lejet i dagens anledning. Og den videre transport til TV2/Lorrys OB-vogn foregik via Borch Tekniks udstyr, som også klarede overførselen af de billeder, som TV2/Lorrys fotograf tog fra toppen af pylonen.
Storskærme
Liveoptagelserne blev vist på storskærme i både Malmø og Kastrup, og her fungerede TV2/Lorrys OB-vogn som master control room.
Borch Teknik løste opgaven for TV2/Lorry, der samarbejdede med Øresundsbroen, Sparta, Sydnytt, EB TV og Wonderfull Copenhagen.