Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Nyhedsproduktion
TV-Avisen har fået bevægelsesfrihed
Efter fire år i DR Byens karakteristiske cylinderformede nyhedsstudie er TV-Avisen flyttet til nye omgivelser med en rekordlang LED-skærm som det dominerende grafiske element. Og med en "lyshimmel" der giver bevægelsesfrihed.

Inspirationen kunne godt være kommet fra TV2s nyhedsstudie i Odense, for her har studieværterne længe kunnet bevæge sig "frit omkring", mens TV-Avisens folk har været låst til faste positioner i deres lille cylinderformede studie i DR Byen. Men ifølge folkene på DR, så er den egentlige inspirationskilde det studie som de etablerede i forbindelse med COP15 topmødet i Bella Center for et år siden – samt behovet for at skabe et studie der kan rumme alle DRs nyhedsprogrammer.

Under alle omstændigheder så sendes TV-Avisen nu fra et nyindrettet studie med en 22,5 meter lang LED-skærm som det dominerende grafiske element. Den består af 3.744 pixels i bredden og 288 pixels i højden, hvilket svarer til en opløsning på næsten to gange full HD i bredden, så der skal to HD controllere til at styre billedvisningen. Desuden har studiet fået en lyssætning, der øger antallet af billedmuligheder og giver studieværterne større bevægelsesfrihed.

– Det er fire år siden vi begyndte at sende fra DR Byen, så det var på tide at få et nyt studiesetup, forklarer Christian Rohde, der er chefproducer på TV-Avisen. – Det gamle nyhedsstudie med glascylinderen fungerede ellers fint lige til det sidste, men pladsen var trang, så studieværterne havde ikke mange bevægelsesmuligheder, og kombinationen af studielys og det omgivende dagslys/kunstlys var ikke uden problemer. F.eks. kunne dagslyset falde fem blændetrin, når der gik en sky for solen.

Arbejdsgruppe

– Allerede i januar etablerede vi en planlægningsgruppe med produktionsfolk, produktionsteknikere, kreative folk og beslutningstagere. Målet var et studie der er så fleksibelt, at det ikke alene kan bruges til produktion af TV-Avisen, men også til programmer som 21 Søndag, Horisont, Sportnyt, Penge og Vejret. Og vi blev hurtigt enige om, at studiet skulle have en kulisse baseret på en lang baggrundsskærm – uden skillelinjer mellem de enkelte skærmelementer. Desuden skulle studieværterne have større bevægelsesfrihed end i det gamle cylinderformede studie.

– Jeg og Jacob Beck-Nielsen fra teknisk udvikling tog derfor på studierejse til tre leverandører for at se hvad de kunne præstere. Med i bagagen havde vi forskellige testfiler, som vi fik vist på skærmene, og resultaterne optog vi på video. Rejsen gik til Frankrig og Belgien – plus Århus, hvor danske Proshop Europe holder til. Og vi endte med at vælge den danske Expromo-løsning, for den var mest fleksibel, og desuden fik vi en god servicekontrakt.

LED, plasma
eller LCD

– Det stod hurtigt klart, at LED var den eneste brugbare løsning, tilføjer Jacob Beck-Nielsen, – for når man sætter LCD- og plasmaskærme sammen, så kan det ikke undgås, at der bliver synlige samlinger mellem skærmelementerne. Til gengæld har LED-skærmene ikke den samme høje opløsning, og vores overvejelser gik derfor på, hvor høj en pixeltæthed vi skulle have for at give TV-seerne en god billedkvalitet, uden problemer med moiré.

– Vi så på skærme med pixelafstande fra 12 til 4 mm, og vi regnede ud, at pixelafstanden højst måtte være 8 mm ved standarddefinition, og at det ideelle til HD-produktioner ville være 4 mm. Valget faldt på en skærmtype der ligger lige midt imellem, nemlig med en pixelafstand på 6 mm.

Nem skærmhåndtering

Christian Rohde fremhæver, at det er nemt for producerne at bruge den nye baggrundsskærm.

– Vi kan arbejde med indtil otte billedkilder i otte lag, forklarer han. – Det kan både være grafik, video, stillfotos og computerbilleder. F.eks. kan baggrundslaget bestå af en levende grafik der dækker hele skærmen, mens man bruger de supplerende lag til videobilleder. Det hele styres med en almindelig computermus, plus via en boks med trykknapper gør det nemt at henter billedmaterialet frem fra hukommelsen.

– Det er firmaet vista Systems der har leveret styringen, og den kan udbygges til at håndtere 16 billedkilder i lige så mange lag.

Studie med genbrug

Indretningen af TV-avisens nye studie er sket som led i en rokade, hvor først DR2 flyttede fra Studie 14 til det Studie 12. Herefter kunne TV-Avisen flytte fra glascylinderen, dvs. Studie 13 til Studie 14. Og nu er Update så ved at indrette sig i Studie 13.

– TV-Avisens nye studie har en hvid "himmel" der diffuserer lyset fra 10 almindelige studielamper på hver 2 kilowatt, forklarer Christian Rohde. – Desuden er der et antal frithængende lamper som giver skin i øjnene og skin i håret på studieværter og gæster. Men det væsentlige er lyset fra himlen, for det er så diffust og ensartet, at studieværterne har en høj grad af bevægelsesfrihed.

– Både lamper og kameraer stammer fra udflytningen til DR Byen, og det samme gælder for Kahuna billedmikseren fra Snell. Men vi har udvidet med flere indkommende videokilder, og vi har fået mere plads i kontrolrummet.

Plasmaskærme til
monitorering

– I forbindelse med indretningen af kontrolrummet har vi erstattet de gamle bagprojektionsskærme fra Barco med tre 65 tommer plasmaskærme fra Panasonic, tilføjer Jacob Beck-Nielsen. – De nye skærme giver en væsentligt bedre billedkvalitet og en større fleksibilitet i multiskærm-layoutet. Desuden fylder de mindre end bagprojektionsskærmene, så vi har fået en meter mere plads i kontrolrummet.

– Vi har for øvrigt også indført Panasonic plasmaskærme til CCU – i form af to stk 42 tommer skærme der supplerer de rørbaserede grade-A monitorer, som stadig er i drift. Plasmaskærmene er fuldt på højde med de gamle grade-B skærme – eller i virkeligheden er de bedre. Når man har flere kameraer på den samme plasmaskærm, så er billederne nemlig 100 procent sammenlignelige, og så gør det egentlig ikke så meget, hvis der skulle være et lille farvestik.

Jacob Beck-Nielsen nævner også, at de gamle problemer med indbrænding på plasmaskærmene efterhånden er historie: – Panasonic lover, at de nye plasmaskærme har en holdbarhed på henved 100.000 timer, og det er jo langt bedre end CRT-skærmene.

Gå tilbage


TV-Avisens nye studie er indrettet med en 22,5 meter lang LED-skærm og en lyssætning der giver studieværterne større bevægelsesfrihed. Størstedelen af det tekniske udstyr stammer dog fra udflytningen til DR Byen for fire år siden. Her ses Jacob Beck-Nielsen (tv) fra teknisk udvikling og chefproducer Christian Rohde.
Klik for større billede

– Kontrolrummets gamle Barco bagprojektionsskærme er udskiftet med 65 tommer Panasonic plasmaskærme, der fylder mindre og giver bedre billedkvalitet, fortæller Jacob Beck-Nielsen, fra teknisk udvikling, – og vi har også indført plasmaskærme til CCU.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies