Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

EISA Awards 2011-2012
Mange 3D-produkter blandt vinderne
De europæiske EISA juryer har kåret årets vindere indenfor kategorierne foto, video, audio, hjemmebio, mobil- og bilelektronik. Det er især den nyeste teknologi, der har jurymedlemmernes opmærksomhed.


Finn Nesgaard og Brian Dixen

EISAs videojury var stillet overfor en nærmest uløselig opgave, for ikke alene kunne alle årets TV-apparater vise 3D, men de fordelte sig også på to meget forskellige 3D-teknologier med hver sine fordele og ulemper.

Aktiv 3D

For det første har vi det aktive princip, som har været brugt siden de første 3DTV-apparater kom på markedet for tre år siden. Her skal man bruge såkaldte "shutter glasses", der skiftevis åbner og lukker for det ene og det andet brilleglas, styret af infrarøde signaler fra TV'et. Fordelen er, at begge øjne ser et billede i fuld HD-opløsning. Ulemperne er bl.a. at blinkeriet kan give øjentræthed, at elektronikken kræver strøm, og at brillerne er dyre i anskaffelse.

Det blev Philips der fik prisen får årets bedste 3DTV, og det er til aktive briller.

Passiv 3D

Det andet 3D-system er lanceret af LG, men en række andre fabrikker er på vej med tilsvarende TV-apparater.

Her har billedet en fast linjepolarisering, så man ser linje 1, 3, 5, 7 etc. gennem det ene brilleglas og linje 2, 4, 6, 8 etc. gennem det andet. Man slipper derfor for blinkeriet, men må til gengæld nøjes med halv opløsning i det lodrette plan. Det gør dog ikke så meget, for TV-standarden arbejder i forvejen med halv opløsning i farvesignalet.

Det vigtigste er dog, at de passive briller er ganske billige, og der derfor ikke er nogen økonomisk barriere for, hvor mange venner og bekendte man kan invitere til at komme og se 3D-film og 3DTV.

EISAs video- og hjemmebio-juryer valgte derfor at oprette en ny kategori, 3D Home Cinema Solution, og den blev vundet af LG.

Det er for øvrigt ikke kun TV-apparaterne, der har 3D-funktion. Årets videoprojektor kan nemlig også vise 3D, og desuden blev der oprettet en kategori for årets 3D videokamera. Sidstnævnte gik til JVC for et kamera med en LCD-skærm, der gør det muligt at se 3D uden brug af briller.

Alternativ til
SLR-kameraet

For fotojuryen var hovedtrenden de kompakte systemkameraer – dvs. kameraer med udskifteligt objektiv, men uden den optiske søger man kender fra spejlreflekskameraerne. Fordelen her er, at man får et væsentligt mere kompakt kamera, uden at gå på kompromis med billedkvalitet og -muligheder.

Retro er en anden fototrend. Den repræsenteres af Fujifilm X100, der ligner et gammelt, klassisk kamera, men er prissat så det hverken er billigt eller dyrt.

Det skal dog bemærkes, at fotojuryens arbejde var præget af katastroferne i Japan, for næsten alle fabrikkerne har fået en række af deres produkter forsinket. Det er især objektivproduktionen der er ramt.

Telefonen er
en computer

På mobil-siden kan vi se det begyndende processor-ræs, som vi havde for år tilbage på computersiden, for nu skal de nye smartphones helst have dualcore processor. Samtidig forsætter megapixelræset med uformindsket styrke, og de indbyggede kameraer kan derfor lave fotooptageser med stadig større opløsning.

For øvrigt ser det ud til, at 3D også at blive en trend i mobilerne – og også her får man fordelen af brilleløse skærme...

Gå tilbage


De fem EISA juryer har tilsammen 50 medlemmer der er redaktører for lige så mange europæiske specialblade indenfor kategorierne foto, video, audio, hjemmebio, mobil- og bilelektronik. I år foregik det afsluttende juryarbejde i den serbiske hovedstad Beograd.
Klik for større billede

Der er stor forskel på LGs passive 3D-briller (tv) og Philips' aktive briller med IR-modtager, batteri og elektronisk styring. LGs briller er designet af Alain Mikli, men man kan også bruge helt billige briller af samme type som man kender fra biograferne.
Klik for større billede

Finn Nesgaard (tv) og Brian Dixen er de danske medlemmer af EISAs juryer.
Klik for større billede

Fakta om EISA
European Imaging and Sound Association blev grundlagt i 1982 af redaktørerne fra fem europæiske fotoblade. I dag har komiteen 50 medlemmer fordelt på fem separate juryer for henholdsvis foto, video, audio/hjemmebio, mobil- og bilelektronik. Desuden arbejder et hold forskere fra Delft University of Technology, United Nations University i Bonn og Norwegian University of Science and Technology (NTNU) med uddeling af miljøpriser til årets grønne TV og årets grønne mobiltelefon.

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies