Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Total opgradering til HD
November 2011
TV2 ruster sig
til fremtiden
Når TV2s hovedkanal bliver betalingskanal den 11. januar 2012 markerer det samtidig stationens gradvise overgang til, at al egenproduktion skal foregå i HD. Men det eksisterende produktionsudstyr er nu også så gammelt, at det fortjener en udskiftning...

– Det er slet ikke rigtigt gået op for os, hvad det er for et stort projekt vi er gået i gang med, siger Steen Hyrlov, der er produktions- og supportchef for den daglige drift på TV2 i Odense. – Ellers var vi blevet sindssyge i hovederne!

– Vi er jo i gang med en total opgradering af TV2 til high definition, tilføjer teknisk chef Lars Esben Hansen. – I første omgang bygger vi helt nye og stærkt udvidede continuity-faciliteter, og forleden dag demonterede vi kontrolrummet til vores lille studie, så det kan blive genopbygget med HD-udstyr. Derefter følger etableringen af nyt Master Control Room, opgradering af vores nyhedsstudie og bygning af HD-OB-vogne. Med udgangen af 2013 regner vi med, at hele TV2's egenproduktion vil være i HD-kvalitet.

TV via
distributører

Lars Esben Hansen understreger, at TV2 ikke længere vil have ansvaret for distributionen ud til seerne.

– Vi har trukket os tilbage, så vi fremover udelukkende vil være en programleverandør, der sælger sine ydelser til distributører som Canal Digital, Stofa, Viasat, Waoo, YouSee og Boxer. De køber plads i vores racks, hvor de får leveret vores programkanaler som ukomprimerede SDI-signaler. Derefter sørger de selv for encoding i den ønskede kvalitet og for transporten ud af huset, f.eks. via fiber. Vi kan derfor ikke vide, hvor mange HD-kanaler de vil tilbyde deres seere. Men der er ikke tvivl om, at udviklingen går den vej.

– Vi har valgt en pragmatisk strategi, hvor HD indføres gradvist, siger Steen Hyrlov. – Det betyder f.eks. at studieindslagene i forbindelse med en HD-fodboldkamp godt kan være opgraderet SD – indtil vores studier er klar til HD-produktion. Her har vores kolleger hos DR hidtil valgt en mere dogmatisk strategi hvor seerne skulle skifte til en SD-kanal, hvis de ville se studieindslagene med specialister der kommenterede kampene.

En ny bygning

– Opgraderingen til HD har i første omgang krævet, at vi opførte en bygning til de nye continuity-rum og tilhørende apparatrum, fortæller Steen Hyrlov. – De gamle faciliteter skal nemlig køre lige indtil de nye HD-faciliteter er gennemtestet og klar til drift.

– Vores nye continuity omfatter fire helt ens pulte med tilhørende monitorvæg, fordelt på et større og to mindre rum. Hver af de fire pulte kan i princippet klare det hele, så vi får øget kapacitet og stor fleksibilitet.

– Men der kræves også noget særligt, for på grund af de regionale programmer er vi nødt til at levere vores hovedkanal i otte forskellige udgaver. Og vi har jo også TV2 Zulu, TV2 Charlie, TV2 News og TV2 Film, så der er rigtigt meget at holde styr på.

– Næste step bliver, at vi afmonterer den gamle, nedslidte continuity, hvorefter pladsen vil blive brugt til etablering af et nyt Master Control Room i HD-kvalitet. Og når det er klar til brug, så bliver det gamle MCR revet ned, så der bliver plads til andre funktioner...

Gennemført
automation

TV2's nye continuity software kommer fra engelske Pebble Beach.

– Vi har hidtil brugt en ADV100-løsning fra Harris, siger Lars Esben Hansen. – Men den er efterhånden 12-15 år gammel, så mulighederne for opgradering var begrænsede. I stedet har vi valgt den nyeste Marina-løsning fra Pebble Beach. Det er et firma, der er kendt for sin Neptune automation, og vi bliver faktisk en af de første TV-stationer der kommer til at arbejde med Marina. Men sådan er det jo altid: Man kan ikke både satse på gode, gennemprøvede løsninger med masser af solide referencer, og samtidigt få en løsning der er fremtidsorienteret...

– Det væsentlige er, at vi får en løsning der gør vores afvikling så automatisk som overhovedet muligt, tilføjer Steen Hyrlov. – Det er kun når vi sender live, og man derfor ikke ved præcist hvornår programmet slutter, at der er brug for manuel styring af programskiftet. Ellers programmeres afviklingssoftwaren, så både mediearkiv, grafik og videomiksere bliver styret til automatisk.

Erfaringer med HD

Det er en voldsom omstilling og opgradering som TV2 skal igennem de næste to år, men HD er egentlig ikke nyt for den tekniske stab i Odense – heller ikke når det gælder live transmission.

– Vi har længe sendt TV2 Film HD, siger Lars Esben Hansen, – og desuden har vi f.eks. sendt HD-transmissioner fra Oscar uddelingen i Los Angeles og fra fodbold-VM i Sydafrika. Det hele startede tilbage i 2008 med HD-transmissionerne fra EM i fodbold.

– Ja, tilføjer Steen Hyrlov, – og ved transmissionerne fra Sydafrika lykkedes det faktisk en af vores kollegaer at få dæmpet de dér irriterende Vuvuzela-horn. Men det er en hemmelighed hvordan han gjorde det...

Tidsplanen

Lige nu er udfordringen det lange seje træk mod den totale HD-opgradering af TV2s egenproduktion.

– Vi regner med at den nye continuity er klar den 1. december – i god tid inden vores hovedkanal bliver betalingskanal den 11. januar 2012, siger Lars Esben Hansen. – Derefter kommer det til at gå slag i slag med studier, MCR og OB-vogne. Det sidste bliver News HD i slutningen af 2013.

– Netop 2012 bliver et rigtigt stort sportsår med EM-fodbold i juni, Tour de France i juli og De Olympiske Lege i august, så der bliver masser af HD-indhold at arbejde med – og levere til vores kunder.

– Der bliver også gode muligheder for at levere danske sportskampe i HD, for der er trukket fiber ud til alle de store stadions, og der er derfor rigelig båndbredde til live transmissioner. Og produktionsselskaberne bevæger sig jo også i retning af HD.

Selvgjort
er velgjort

Lars Esben Hansen understreger, at det er TV2s egen tekniske stab der står for det meste af arbejdet med etablering af de nye HD-faciliteter:

– Vi råder ikke selv over wirefolk, så her trækker vi på Danmons ekspertise. Men der er ikke mulighed for egentlige turnkey-løsninger, for når man skal opgradere en arbejdende TV-station til HD, så er man nødt til selv at tage ansvaret – og løse de uforudsete problemer, som altid vil opstå undervejs.

– Men jeg sover alligevel godt om natten, for jeg har en stab af ansvarsbevidste folk der ved hvad de har med at gøre, slutter Lars Esben Hansen.

Gå tilbage


– Det er vores største tekniske projekt siden digitaliseringen i år 2000 – det er større end etableringen af TV2 News, siger Lars Esben Hansen (tv) og Steen Hyrlov. De er her fotograferet i TV2s nye continuity i Odense.
Klik for større billede

TV2s tekniske team

  • Lars Esben Hansen, teknisk chef. Har det overordnede ansvar for hele TV2's HD-opgradering.
  • Steen Hyrlov, produktions- og supportchef, daglig drift
  • Kjeld Skovlund, projekt- og supportchef, ny teknik
  • Jan Fritze, teamleder for studieinstallationer
  • Ole Møller, teamleder for continuity og MCR
  • Kim Nielsen, teamleder for grafik og redigering

    TV2s nye udstyr

  • Studiekameraer: Sony
  • Multiview: Miranda
  • Videomikser: Endnu ikke afklaret
  • Lydmikser: Studer
  • Slowserver: EVS
  • Videoserver i studie: Omneon


  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies