Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

DPA Microphones
December 2011
Klar til den
digitale revolution
Danmarks mikrofonfabrik, DPA Microphones i Allerød, har haft en 40 procents salgsstigning siden "multimennesket" Christian Poulsen tiltrådte som adm. dir. og aktionær for godt et år siden. Og han er parat til at føre fabrikken ind i den digitale æra, for det er en proces han har et grundigt kendskab til fra både den grafiske branche og fotobranchen.

Christian Poulsen er ingeniøren der engagerer sig i produktudviklingens mindste detaljer. Han er markedsføreren, der arbejder målrettet på at skabe den gode, kommunikerbare historie omkring produktet. Og så gider han ikke at høre på sælgere, der fortæller om hvor umuligt det er at øge salget. Alligevel rejser han verden rundt netop for at sætte skub i DPAs forhandlere – og det går ganske godt, for salget af de danske mikrofoner er vokset med over 40 procent indenfor det seneste års tid.

– Jeg har udviklet en beregningsmodel der viser, hvordan salget bør være på et givent marked, siger Christian Poulsen med overbevisning i stemmen. – Det er lidt ligesom valgprognoserne, hvor man bruger stemmetallene fra ét geografisk område til at forudsige resultaterne andre steder. Her drejer det sig bare om hele verden.

Christian Poulsens beregningsmodel er lavet på basis af erfaringer fra hans tidligere arbejdspladser – Hasselblad og Imacon – og med input fra gode venner i andre virksomheder. F.eks. fra Apple, som han fik et tæt forhold til da han producerede Imacon skannere og var den første der valgte at satse på Apples Colorsync til styring af billedkvaliteten på skærm, print etc. – DPA har en vældigt god distributør i Spanien, så her lavede jeg det første store fremstød, og det gik godt – til trods for at det er et land med store økonomiske problemer. Og når det kan gå godt i Spanien, så må salget også kunne vokse i lande som Holland, Belgien og Frankrig. Og i Tyskland, hvor vores omsætning ganske vist var stor, men hvor min beregningsmodel viste, at den var for lille i forhold til befolkningstallet og det reelle marked – uanset konkurrencen fra tyske Sennheiser.

Tre produktlinjer

De traditionelle mikrofoner er naturligvis vigtige for DPA. De var udgangspunktet, da fabrikken blev udskilt fra Brüel & Kjær i 1992, og de har for nylig fået en gennemgribende opdatering hvor kapsler og forstærkere nu er separate enheder der kan kombineres på kryds og tværs. Men Christian Poulsen har større fokus på de områder, hvor DPA behersker en helt særlig teknologi og præcision.

– Vi er verdensmestre i at producere de helt små mikrofonkapsler som bruges i headsets, miniaturemikrofoner og instrumentmikrofoner, siger han. – Da jeg blev uddannet på Danmarks Ingeniør Akademi skrev jeg netop speciale om design af små mikrofonkapsler til f.eks. høreapparater, og jeg har derfor stor respekt for de resultater, som udviklingsteamet er nået frem til.

– Når membranen er ultralille og ultratynd, så stilles der ekstra store krav til præcisionen, for selv den mindste afvigelse vil forringe lydkvaliteten hørbart. Og i virkelighedens verden er det ikke realistisk at korrigere for afvigelserne ved at bruge forskelligt dimensionerede kapsler og interferensrør.

– Konkurrenterne har det især svært med de små retningsbestemte mikrofoner, og dem er der en stigende efterspørgsel efter. I dag optager man nemlig lyd i stadigt mere støjfyldte omgivelser, og så er det vigtigt at mikrofonen kan isolere hovedlydkilden i forhold til omgivelserne.

Den gode historie

– Det er let at høre, at vi har et forspring her, siger Christian Poulsen, – og dét gør det lettere at overbevise kunderne om at de skal vælge vores mikrofoner. Men vi gør også meget ud af at fortælle om de "eksterne" kvaliteter. F.eks. er monteringen af vores instrumentmikrofoner ikke alene hurtig og nem, men også skånsom overfor instrumentet. Og vores nye generation af headbandmikrofoner sidder meget bedre på hovedet end de tidligere modeller – inklusive konkurrenternes produkter.

– Vi vil også forbedre kommunikationen med kunderne via en ny navngivning af vores mikrofoner. Hidtil har navnene altid været fircifrede tal – f.eks. 4099 og 4100 – og de siger vores trofaste kunder en hel bunke, mens alle andre har svært ved at huske dem.

– Det første produkt uden et tal-navn er vores nye enøres headband, der er døbt d:fine. Og den form for navngivning vil fortsætte i rask tempo, for målet er at lancere nye mikrofonmodeller på alle vores hovedområder mindst en gang om året. Det stiller store krav til vores udviklingsfolk, men det er nødvendigt for at være synlige på et verdensmarked med masser af store spillere og en rivende produktudvikling.

– Vi skal også være langt mere udadvendte i vores markedsføring. Det er selvfølgelig fint at en lille kreds af specialister kommer på besøg i vores lydstudie i Allerød og hører hvor gode vores mikrofoner er. Men vi skal også ud i verden med vores produkter – f.eks. via YouTube.

Fortiden i fotobranchen

Christian Poulsens tidligere erhvervskarriere var koncentreret om den grafiske branche og fotobranchen, hvor han via sit firma Imacon og senere som direktør i Hasselblad i Gøteborg udviklede digitale skannere og digitale bagstykker til fotokameraer, og var en vigtig faktor i at revolutionere den professionelle fotografiske branche.

– Vi var pionerer på området, sammen med ligeledes danske Phase One, som jeg i øvrigt var vicedirektør hos før jeg startede Imacon. Udfordringen var at få gode resultater med billedsensorer, der måske ikke indeholdt mere end 2 mio pixels, og med en processorkraft der var en mikroskopisk brøkdel af hvad vi har til rådighed i dag. Men det var jo spændende, for vi førte udviklingen frem mod den form for billedproduktion, som vi tager for givet i dag. Nu er markedslederne bare fabrikker som Sony, Canon og Nikon.

Gå tilbage


Christian Poulsen er ingeniør med digital erfaring fra både den grafiske branche og fotobranchen. Da han blev uddannet på Danmarks Ingeniør Akademi skrev han speciale om design af miniaturemikrofoner. Og nu er han klar til at føre DPA Microphones ind i den digitale tidsalder...
Klik for større billede

DPA Microphones" store force er produktion af de ultrakompakte mikrofonkapsler der bl.a. anvendes i headbands og instrumentmikrofoner. Miniatureteknikken giver store fordele, når man skal kombinere flere membraner for at udnytte mulighederne i digital intelligens.
Klik for større billede

Fakta om DPA Microphones

  • DPA Microphones blev stiftet i 1992 af makkerparet Ole Brøsted Jensen og Morten Støve.
  • De var begge ansat hos Brüel & Kjær med speciale i målemikrofoner. DPAs mikrofoner til almindelig lydproduktion blev derfor produceret i tæt samarbejde med de to grundlæggeres gamle arbejdsplads.
  • DPAs fabrik i Asnæs blev etableret i 1988 af Jens Jørgen Stockholm og Dan Ingemann Jensen, der er specialister i at designe ultrakompakte mikrofoner.
  • De to virksomheder fusionerede i 2005.
  • DPA Microphones beskæftiger 100 på fabrikken i Asnæs. Desuden er der i alt ca. 50 på hovedkontoret i Allerød og på salgskontoret i Colorado USA..

    Fakta om Christian Poulsen

  • Christian Poulsen er 50 år.
  • Han er uddannet på Danmarks Ingeniør Akademi med speciale i design af miniaturemikrofoner.
  • I 1995 startede han virksomheden Imacon, som udviklede og producerede digitale billedskannere. Senere blev produktionen udvidet til også at omfatte digitale kamerabagstykker.
  • I 2004 blev Imacon fusioneret med Hasselblad, som han var adm.dir. for i de følgende fem år.
  • Den 1. oktober 2010 blev han adm. dir. for DPA Microphones, og han blev samtidigt kom han ind i virksomhedens ejerkreds. Inden da havde han arbejdet 10 måneder som ekstern konsulent for DPA.


  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+

    sojle.php