Untitled Page
Om mennesker, medier, kreativitet og teknik i AV-branchen
1982 - 2021
Artikler Kontakt
Gå tilbage

Rapport fra Amsterdam
September 2012
Rekordstort IBC-show
– men ingen sensationer
Finn Nesgaard og Jakob Vibild er hjemkommet fra IBC i Amsterdam med masser af indtryk og masser af nyheder, som både bliver bragt på print, hjemmeside og web-TV. Her er deres første rapport.


Finn Nesgaard og Jakob Vibild

Var der nogen nyheder på IBC?

Svar: Dumt spørgsmål, for når mere end 1.300 firmaer viser deres nyeste teknologiske landvindinger i 14 udstillingshaller, så er der naturligvis hundredvis af nyheder.

Var der nogen sensationer?

Svar: Nej egentlig ikke, men der var masser af indikationer på den fremtidige udvikling.

F.eks. viste Panasonic sit nye HPX600-kamera, der er et traditionelt 2/3 tommer skulderkamera, men med en nyudviklet CMOS singlechip til erstatning for den traditionelle 3CCD-blok. Og ifølge fabrikken får man en flot billedkvalitet med rekordhøjt signal/støj-forhold sammenlignet med andre HD-kameraer. Og så er prisen kun lige over 100.000 kroner.

Kameraudviklingen fortsætter altså ad det traditionelle ENG-spor. Men der var også nyheder indenfor digital filmproduktion med storchip-kameraer som Sonys nye 4k-model, NEX-EA50, til – nå ja, her slipper man med at betale 26.000 kroner ex. moms. Og prisen inkluderer en standardzoom!

Og når vi nu snakker digital filmproduktion, så var det vældigt spændende at møde Steve Bannerman fra Assimilate, der sammen med Apple var først til at se ideen med Red One kameraet. Steve kunne fortælle, at der sker en markant udvikling i filmbranchen, hvor samarbejdet mellem kamerahold og postproduction nu bliver intensiveret. Tidligere var der ikke sat budget af til, at colouristen kunne være med på set'et og cheffotografen kunne være med til den afsluttende colour grading. Men med Assimilate Scratch Lab og Assimilate Scratch til henholdsvis optagelse og postproduction lægges der op til et tæt og kreativt samarbejde gennem hele produktionen. Det styrker kvalitetsstyringen, det udvider de kreative muligheder, og det kan ses på det slutresultatet.

Andre tendenser?

Masser. F.eks vil mulighederne for trådløs transmission direkte fra ENG-kameraet vokse yderligere, og den overførte billedkvalitet vil blive forøget.

LED-lys

Det er ikke nogen nyhed, at LED-lys er kommet for at blive. Men det er alligevel interessant at konstatere, at lys-mesteren Dedo Weigert nu for alvor har overgivet sig. Den kvalitetsbevidste tysker har ellers været ret så kritisk overfor LED-lysets kvalitet. Men nu kommer han med fokusérbare lamper (hans speciale!) på 20, 40, 90, 120 og 200 watt.

På IBC mødte vi også Fabio de Sisti der kunne fortælle, at hans italienske lysfirma, Desisti, har valgt et fluorescerende LED-panel til sin fresnel-lampe – i modsætning til konkurrenterne hos tyske Arri. Fordelen ved denne løsning er en større sikkerhed for konstant farvetemperatur og et større fokuseringsområde. Til gengæld kan tyskerne med deres RGB-teknologi tilbyde kunstlys, dagslys og alle farvetemperaturerne derimellem i en og samme lampe. Så her er tydeligvis to forskellige udviklingstendenser...

Det var også interessant at snakke med den nyudnævnte chef for Sony Professional Europa, Katsunori Yamanouchi. Han havde ganske vist kun siddet tre uger på posten, og det europæiske marked med dets mange separate lande og valutaer er bestemt ikke let at få overblik over. Men han tager fat på opgaven med entusiasme. Og han ser lyst på fremtiden, for den teknologiske udvikling fortsætter på alle fronter. F.eks. stiller han store forventninger til 4k – både i biograferne og hjemme i europæernes dagligstuer...

For øvrigt havde årets IBC-udstilling et rekordstort antal besøgende, nemlig 50.937 mod sidste års 50.462 – der i øvrigt også var rekord.


Gå tilbage


Martin Snedevig stiller store forventninger til det nye Panasonic AG-HPX600 kamera, for det vejer 2 kg mindre en de hidtidige ENG-kameraer, og er forberedt for den fremtidige udvikling af lagermedier og kompressionsformater.
Klik for større billede

– Dedo Weigert bringer ikke noget på markedet, før det er 100 procent i orden, siger Peter Zimmermann fra Bico. Han står her med Dedos nye 40 watt fokusérbare LED-lampe, der er et dagslys-alternativ til den traditionelle DLH4 med 150 watt halogenrør.
Klik for større billede

Katsunori Yamanouchi er nyudnævnte chef for Sony Professional Europa. Han ser positivt på markedsudviklingen – ikke mindst på fremtiden for 4k-produktion.
Klik for større billede

> Privacy
> Cookies