Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Bedre billedkvalitet
Februar 2017
Kamp om nyt tv-format
Vi har set det før med VHS vs Betamax i 1980'erne og BlueRay vs HD-DVD i 2000'erne, og nu skal vi til det igen. Denne gang står kampen om, hvilke af de nye HDR-formater som i de kommende år skal give os tv- og streamingoplevelser med en hidtil uset billedkvalitet.

På den nyligt overståede elektronikmesse i Las Vegas, CES 17, blev stillingskrigen bedst illustreret af LG, som havde gjort kort proces og udstyret firmaets nye supertynde fladskærme, så de kan håndtere alle de fire eksisterende HDR-formater. Det giver kunderne tryghed, men det er næppe en løsning man vil se fra samtlige producenter og i alle produkt-segmenter.

Der vil snarere være en udvikling, hvor skærmproducenter, filmindustri, streamingtjenester og broadcastere vælger det format, som passer bedst til deres specifikke behov. Fremtidens fladskærme vil så understøtte de vindende formater, mens taberne vil forsvinde i glemslen.

Flere farve, højere lysstyrke

HDR – high dynamic range – handler om at tilføre skærmbillederne flere nuancer i forhold til både farve og lysstyrke. Med HDR vil vi få billeder, som i dynamik minder om det, vi kan se med øjet, idet spændvidden øges fra de ca. seks blændetrin i dagens billedestandard til 16-18 blændetrin eller mere. Det vil være rigeligt til at tilfredsstille det menneskelige øje, som typisk kan skelne ca. 14 blændetrin. Vi kan altså se mange flere nuancer, end det faktisk er muligt at gengive på en typisk fladskærm i dag.

Interessen for at udvikle HDR-teknologien er bl.a. blevet styrket af en test gennemført af den europæiske tv-organisation EBU. Den viste, at den typiske tv-seer oplevede en større kvalitetsforbedring ved at skifte fra SDR til HDR (større billeddynamik) end fra HD til 4k/UHD (større billedopløsning).

De fire bejlere til titlen som det dominerende format er, HDR10, Dolby Vision, HLG og Advanced HDR.

HDR10

Et åbent format, som er udviklet af skærmproducenterne selv, og som formentlig alle HDR-tv understøtter. Formatet kræver ikke specifik eller proprietær hardware, så skærmproducenterne undgår at benytte licenskrævende hardware fra andre producenter.

Dolby Vision

Et proprietært format, som kræver at apparatet er udstyret med en chip fra Dolby. De fleste store Hollywood-producenter, bl.a. Warner, Lionsgate og Universal, har bebudet at de vil levere indhold, der understøtter Dolby Vision, så man kan med nogen ret sige, at Dolbys løsning er filmproducenternes favorit.

HLG

Et format udviklet af BBC og dets japanske søster NHK. HLG – Hybrid Log-Gamma – er ligesom HDR10 et åbent format, som er tilpasset tv-stationernes komplekse produktionsforhold med en blanding af live-tv og båndede optagelser. Det adskiller sig fra f.eks. HDR10 ved, at det alene indeholder et billedsignal og ikke har brug for metadata til at styre gengivelsen på fladskærmen. Det er desuden bagudkompatibelt med den ældre SDR-standard, så ældre apparater kan gengive signalet.

Advanced HDR

Den sidst tilkomne HDR-løsning er udviklet af Technicolor. Formatet understøtter produktion af originalt HDR indhold, men kan også anvendes til at opskalere indhold produceret i SDR til HDR-kvalitet.

Hverken DR eller TV 2 har endnu taget stilling til, hvilken teknologi man vil komme til at satse på.

Kilde: Branchen ForbrugerElektronik.

Gå tilbage


PÅ CES17 var LG den eneste af de store producenter, som havde taget konsekvensen af HDR-fejden og understøttede alle fire formater. Men ifølge Branchen ForbrugerElektronik (BFE), så vil alle disse formater næppe overlever...
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies