Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Hvad mener vi egentlig?
Februar 2017
Bliv klog på sprog på P1
DR-journalisten Adrian Hughes er vært på P1's nye sprogprogram "Klog på sprog". Hver lørdag efter middagsradioavisen leder han tre kvarters kappestrid om på aktuelle spørgsmål om det danske sprog.

I P1's nye sprogprogram "Klog på sprog" inviterer Adrian Hughes hver uge to sprogligt interesserede til at dyste om, hvor skarpe de er til at forstå meninger, lytte sig til sammenhænge og selv byde ind med måder at sige tingene på.

En sprogspecialist fra blandt andet Dansk Sprognævn sidder med i programmet og sikrer, at der er styr på sprogets mur- og nagelfaste detaljer, hvis og når det bliver nødvendigt. Og det bliver det, for mange af spørgsmålene vil komme fra P1's lyttere, som er blandt landets ivrigste sproglige iagttagere.

Ordkløveri

– Jeg har altid været vild med dansk, siger Adrian Hughes, der selv er født i Wales, og derfor er tosproget. – Og det er en gave for mig at få lov at lege med det danske sprog på P1 sammen med opvakte sprogbrugere, som synes det er sjovt at diskutere måder vi taler med og skriver til hinanden på.

Adrian Hughes siger selv, at hans eget forhold til dansk nemt kunne forekomme andre gammeldags, pedantisk og ordkløvende.

– Men jeg har også øre for, at sprog naturligt udvikler sig, og ikke altid til det værre. Det er uklædeligt at forlange af nogen, at de bør tale og skrive som dengang onkel morfar var knægt. "Klog på sprog" skal højne vores bevidsthed om, hvordan vi bruger sproget bedre uden at skamme mindre bevidste sprogbrugere.

– Jeg er meget optaget af forskellen mellem, hvad folk siger, og hvad de i virkeligheden mener, slutter Adrian Hughes.

Start 4. marts

"Klog på sprog" får premiere lørdag den 4. marts klokken 12.15 på P1, og gæsterne vil blive rekrutteret blandt skuespillere, forfattere, sangere, tekstforfattere, taleskrivere, reklamefolk, retorikere, politikere, designere, dramatikere, rappere og alle andre, som bruger sproget dagligt og har et bevidst forhold til det.

Gå tilbage


Adrian Hughes er vært på P1-serien "Klog på sprog", som har premiere lørdag den 4. marts klokken 12.15 og derefter kører hver lørdag efter middagsradioavisen (foto Bjarne Bergius Hermansen).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies