Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

DPA d:vice Digital Audio Interface
Maj 2017
Nu kan du optage
proflyd med iPhone
Danske DPA Microphones har udviklet et lille lydinterface, der gør det nemt at optage lyd i profkvalitet med en almindelig iPhone.

Det er et faktum, at smartphones overtager flere og flere opgaver ud over det ret telefoniske: Med det indbyggede kamera kan man tage stills og video i god kvalitet. Med GPS-funktionen kan man finde vej uden kort. Med mailfunktionen kan man læse sine emails uden brug af computer. Med web-funktionen kan man finde hjemmesider på internettet. Osv, osv.

Men på lydområdet har mobiltelefonerne ikke kunnet opfylde professionelle krav. De kan ganske vist sagtens optage lyd. Men den indbyggede mikrofon er ikke af samme kvalitet som de professionelle mikrofoner, og under alle omstændigheder så mangler man valgfriheden mellem kuglekarakteristik, nyrekarakteristik, supernyre, shotgun og deciderede specialmikrofoner.

I dagens produktionsmiljø er der til gengæld flere og flere opgaver, som journalisten skal klare selv, uden assistance fra hverken fotograf eller lydmand. Og i den situation foretrækker de fleste at bruge deres smartphone frem for at skulle sætte sig ind i og slæbe rundt på ekstra udstyr.

DPA og Apple

Hos danske DPA Microphones er man fuldstændigt klar over denne situation, og man har derfor udviklet et lille audio-interface, der gør det muligt at koble DPAs mikrofoner til de vidt udbredte iPhones fra Apple. Det har ganske vist været en noget besværlig proces, for Apple tillader ikke, at andre fabrikker sådan bare lige laver tilbehør til deres enheder. Men umiddelbart inden NAB-udstillingen i Las Vegas kom den længe ventede godkendelse, og DPA går nu i gang med at producere det nye produkt, som er døbt "d:vice Digital Audio Interface".

d:vice er en lille cirkulær enhed, der er under 6 cm i diameter, og som er udstyret med to mikrofonindgange og en udgang, der kan kobles til iPhone, samt til PC og Mac.

Mikrofonindgangene er af Microdot-typen, og de passer derfor direkte til DPAs miniature-, headset- og instrument-mikrofoner. Man kan også bruge DPAs større mikrofoner, som kræver 48 volt phantom power. Der skal bare en MMP-G forforstærker som mellemled.

Journalistens muligheder

Resultatet er et setup, hvor eksempelvis en journalist både kan arbejde med en enkelt mikrofon, eller lave tokanals interview, eller optage stereo på sin iPhone. Og opsætningen er nem, for DPA har udviklet en app der kan gemme dedikerede forudindstillinger af gain og low-cut til fremtidigt brug. Selve optagelsen klares med de gængse applikationer til f.eks. livetransmission.

Resultatet er et ultrakompakt og let udstyr, der kan præstere lyd i fuldprofessionel kvalitet, og som derudover kan tage still-billeder og video, når der er brug for det. Men vi er trods alt stadig nogle, der foretrækker et traditionelt kamera til den slags opgaver.

DPA d:vice Digital Audio Interface har en forventet pris på 3.750 kroner ex moms.

Gå tilbage


Målgruppen er først og fremmest journalister der i stigende omfang skal lave professionelle lydoptagelser, når de er på interviews. Med DPAs nye lydinterface får de en kvalitetsløsning der næsten ingenting fylder. Interfacet har en forventet pris på 3.750 kroner ex moms.
Klik for større billede

DPA d:vice er et lydinterface der gør det muligt at koble en eller to DPA mikrofoner til en almindelig iPhone. Resultatet er et ultrakompakt optageudstyr i professionel lydkvalitet.
Klik for større billede

DPA har udviklet en app der gør det nemt at lave og gemme den basale mikrofonopsætning af gain og low-cut. Derefter laves lydoptagelserne med de gængse lydapplikationer.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies