Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

75 års fødselsdag
Maj 2017
Bjarne ønsker sig
70 kvadratmeter
Hovedmanden bag Ringsted Radiomuseum, Bjarne Dahlin Nielsen, fylder 75 år den 3. juli 2017. Hans fødselsdagsønske er en udvidelse af museets bygning med en multisal på 70 kvadratmeter. Pris 700.000 kr!

– Vi bliver nødt til at have en stor sal i gadeplan til vore grupper med ældre gæster, for der er mange som ikke kan komme op i vores lokaler på første og anden sal. Og vi har jo brug for de ekstra plads, siger Bjarne Nielsen som forklaring på han store fødselsdagsønske. Han håber derfor, at folk vil støtte dette projekt i stedet for at give ham fødselsdagsgaver.

– Jeg behøver ikke at få noget – jeg har jo min kone Marianne!

Museet får en arv

Udvidelsen af radiomuseets bygning er budgetteret til 700.000 kroner, og det er ganske mange penge i betragtning af, at museets entréindtægter forventes at være ca. 100.000 kroner om året, og at disse penge bl.a. skal dække el og varme. Arbejdslønninger er der til gengæld ingen af, for museet drives ved frivillig arbejdskraft, leveret af Radiohistorisk Forening Ringsted.

– Et af medlemmerne, Jess Laursen, døde i år den 18. februar, og han har indsat RFR som 1/4 arving, hvilket kan blive et pænt stort beløb, siger Bjarne Nielsen. – Og helt i Jess' ånd, så vil jeg selv donere et beløb til denne "Øremærkede" sag.

Jess Laursen havde for øvrigt fødselsdag samme dag som Bjarne Nielsen, nemlig den 3. juli. Der er derfor kommet forslag om, at den nye sal skal have navnet "3. juli salen".

Der holdes reception i anledning af Bjarne Dahlin Nielsens 75 års fødselsdag på Ringsted Radiomuseum, Sct. Hansgade 34, lørdag den 1. juli kl. 14-17.

Gå tilbage


Bjarne Dahlin Nielsen fylder 75 år den 3. juli 2017. Hans eneste fødselsdagsønske er, at der kan skaffes penge til en udbygning af Ringsted Radiomuseum. Her er han fotograferet ved åbnigen af museets seneste udstilling, om Radio Mercur.
Klik for større billede

Skitsen til radiomuseets multisal er tegnet af arkitekt M.A.A. Henrik Sørensen, Ringsted. Han stod også for det omfattende projekt, da Sct. Hans Kapel i 2012-13 blev ombygget til et moderne Radiomuseum. Det blev indviet den 24. februar 2013.
Klik for større billede

Fakta om Radiomuseet

  • Radiomekaniker-uddannelsen begyndte i Sct. Hansgade 28 den 1. april 1963. Bjarne Dahlin Nielsen blev ansat to år senere, og sammen med kollegaen Niels Holm begyndte han indsamling af markante apparater.
  • De første ca. 50 apparater blev opbevaret i skolens skunk på 2. sal sammen med gamle skolelamper og gasmasker fra 2. verdenskrig.
  • Efter 30 års apparatindsamling arrangerede man en etårig udstilling i Ringsted Centret, hvor Radiohistorisk Forening stiftedes den 26. maj 1993.
  • I 1998/99 flyttede man ind på Køgevej 39, og åbnede det første permanente Radiomuseum i oktober år 2000. Bygningen var dog ikke stor nok.
  • Den 24. februar 2013 åbnede man det nye museum i det centralt beliggende Sct. Hans Kapel på Sct. Hansgade 34.
  • Venne-foreningen blev stiftet den 24. august 2011. Den har i dag ca. 160 medlemmer, mens Radiohistorisk Forening Ringsted har ca. 80 medlemmer.

  • Læs også
    - Vi laver en ny
    udstilling hvert år

    - Sandheden om Radio Mercur
    - Bjarne skaffede
    60.000 til udbygningen

    > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies
    Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+