Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Canons re-branding-strategi
Juli 2017
"Live for the Story"
Canon har ansat svenske Christer Byfors til at gennemføre virksomhedens re-branding i Norden plus de baltiske lande. Han arbejdede indtil 2013 for Philips, der netop har været igennem en voldsom forandringsproces...

Canons nye direktør for det nordiske consumer-marked, Christer Byfors, har tidligere arbejdet med forbrugerelektronik som chef hos bl.a. Philips. Og det er jo en kendt sag, at produktgrupper som radio, TV og audio har været igennem voldsomme markedsforandringer. Philips har således afhændet sin TV-division til kinesiske TPV, mens koncernens audioprodukter er overtaget af Gibson Brands.

Christer Byfors er derfor klædt godt på til de markedsmæssige udfordringer, som man netop nu oplever på foto/video-markedet, hvor smartphones i vid udstrækning bruges til både fotografering og videooptagelse, og hvor salget af fotokameraer og videokameraer til forbrugermarkedet derfor er styrtdykket.

Canons "modstrategi" er en fokusering på det gode billede, og på hvordan det kan bruges i en moderne, internetbaseret verden. Strategien er døbt "Live for the story", og den blev lanceret i maj 2017 via en storstilet kampagne i 19 europæiske lande.

Forandringsproces

– Vi er i en transformationsproces, siger Christer Byfors. – Vi skifter fokus fra selve produkterne til kundernes behov og interesser. Og interessen for billeder er jo større end nogensinde, så det er her, vi kan spille en vigtig rolle. Fra det øjeblik, du tager billedet, til hvor og hvordan du printer det, deler det og gemmer det.

– Canon har et bredt produktsortiment som ikke alene består af kameraer og printere, men også af digitale tjenester som delings- og lagringstjenester samt fotobøger. I dag skal vores produkter være attraktive værktøjer for nye målgrupper, som er aktive på sociale medier, og som gerne vil fortælle historier ved hjælp af deres billeder.

Consum-salget i Danmark

Christer Byfors er svensker, og man kunne jo gætte på, at udnævnelsen er led i en strategi, hvor Canons afdeling for consum-produkter skal koncentreres i Sverige, mens den lukkes ned i de andre nordiske lande – sådan som det skete med Nikon. Men det er der ikke noget der tyder på.

Canons nordiske organisation for consumer-produkter blev nemlig oprettet allerede i sommeren 2014 – dengang med danske Jens Belner i direktørstillingen. I 2016 blev han afløst af finske Jari Heino, der blev midlertidigt ansat i stillingen. Og nu er det altså svenske Christer Byfors der skal løse opgaven.

Gå tilbage


Svenske Christer Byfors skal stå i spidsen for Canons re-branding under overskriften "Live for the story". Han er ansat som forretningsdirektør med ansvar for Canons consumer-marked i Norden og Baltikum.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies