Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

DR Medieforskning
Juli 2017
Vi hører radio
i arbejdstiden...
Den største del af radiolytningen foregår, når vi er på arbejde, eller når vi er på vej til arbejde, mens TV-seningen topper i weekenden.

– TV står generelt stærkest, når danskerne holder fri, mens radio er stærkest, når de arbejder, forklarer lederen af DR Medieforskning Dennis Christensen. – Tendensen kan ikke bare ses i løbet af en uge, men også i løbet af en dag, hvor radioen typisk klarer sig bedst først på dagen, mens fjernsyn er noget, der typisk bliver set om aftenen.

Med 180 minutters TV-kiggeri – eller præcis tre timer – er søndagen den dag, hvor vi i gennemsnit ser mest fjernsyn, mens fredage og lørdage kommer lige bagefter med 160 minutter i gennemsnit. Torsdagen derimod byder "kun" på 146 minutter hos gennemsnitsdanskeren i aldersgruppen over tre år, og torsdagen byder generelt på færre udsendelser med seertal på over 800.000.

Ingen har sat sig på torsdagen

– Jeg tror en del af forklaringen kan være, at ingen TV-station rigtig har sat sig på torsdagen og har gjort den kendt for noget særligt, siger medieforsker Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning.

– Mandag er for eksempel kendt for at være dagen, hvor TV 2 sender dansk drama – eksempelvis "Badehotellet", mens DR1 i 2016 havde reserveret tirsdagene til programmer som "Hammerslag" og "Gift ved første blik". "Den store bagedyst" blev sendt på DR1 om onsdagen, "X Factor" blev vist på DR1 om fredagen, og lørdage og søndage er kendt for henholdsvis underholdning og DRs dramaserier.

– Torsdagen er måske en dag, hvor folk sådan generelt er lidt mere ude til aftaler og sociale sammenkomster, fordi fredagen for flere er kort på arbejdet, og weekenden snart indfinder sig. Det kan muligvis også have lidt af skylden for, at "Lille fredag" ikke er noget særligt i tv-sammenhæng, siger Henrik Gregor Knudsen.

Radiolytningen

Fra mandag til fredag hører en gennemsnitsdansker over 12 år radio i 122 minutter om dagen, eller to timer og to minutter, mens det om lørdagen bliver til 106 minutter og søndag kun tæller for 96 minutter.

Trods tallene ligger ugens mest lyttede radioprogram dog stadig i weekenden, nemlig lørdag formiddag, hvor P4's "Mads & Monopolet" uge efter uge har det højeste antal lyttere.

Gå tilbage


- TV står generelt stærkest, når danskerne holder fri, mens radio er stærkest, når de arbejder, siger Dennis Christensen, leder af DR Medieforskning (foto Bjarne Bergius Hermansen).
Klik for større billede

Fakta om TV

Så meget TV så vi i gennemsnit på ugens dage i 2016

  • Mandag: 156 minutter
  • Tirsdag: 150 minutter
  • Onsdag: 149 minutter
  • Torsdag: 146 minutter
  • Fredag: 160 minutter
  • Lørdag: 160 minutter
  • Søndag: 180 minutter
  • Fakta om radio

    Så mange minutters radio hørte vi i gennemsnit på ugens dage i 2016

  • Mandag: 121 minutter
  • Tirsdag: 123 minutter
  • Onsdag: 123 minutter
  • Torsdag: 122 minutter
  • Fredag: 123 minutter
  • Lørdag: 106 minutter
  • Søndag: 96 minutter

  • > Webmaster

    > Support
    > Privacy
    > Cookies