Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Publikumsrekord
Januar 2018
Filmarven vises
over hele landet
For andet år i træk har Cinemateket i 2017 slået publikumsrekord. Det skyldes ikke mindst satsningen på eventvisninger, der udvider og forstærker biografoplevelsen med blandt andet instruktørbesøg, ekspertoplæg, musik og mad og drikke.

Tirsdag den 9. januar fik filmentusiaster i Aarhus en biografoplevelse ud over det sædvanlige, da byens arthousebiograf Øst for Paradis fejrede åbningen af den nye Cinemateksfilial med en stumfilmskoncert.

Det danske erotiske melodrama "Afgrunden" fra 1910 med Asta Nielsen blev nemlig vist til akkompagnement af livemusik med blokfløjtevirtuosen Michala Petri og slagtøjsspiller Mathias Friis-Hansen. Stumfilmskoncerten var den første i en række af filmvisninger og særarrangementer, som på tirsdage vil indtage Øst for Paradis som led i et samarbejde med Cinemateket. Målet er at puste nyt liv i filmarven.

Hele landet...

Åbningen af filialen i Aarhus ligger i forlængelse af det landsdækkende initiativ "Cinemateket præsenterer".

En af Cinematekets kerneopgaver er nemlig at give borgere i hele landet adgang til både dansk og international filmhistorie, og man har derfor i de senere år samarbejdet med en række biografer uden for hovedstaden om udvidede biografoplevelser, hvor filmen vises med perspektiverende foredrag og oplæg til stemningsfuld musik og tematisk afstemt mad og drikke.

I 2017 var 15 biografer tilmeldt "Cinemateket præsenterer", mens 21 har tilmeldt sig i år. En af biograferne er Scala i Gudhjem på Bornholm, hvor man i efteråret afholdt en minifestival med filmklassikere.

– Ideen var, at klassikerne ikke skulle stå alene, men udvides med blandt andet introduktioner og besøg. Og det gik over al forventning, siger festivalens lokale programkoordinator Michael Lambæk Nielsen. – Vi havde regnet med 20-25 spisende gæster til et arrangement, hvor vi viste Oscar-vinderen "Babettes gæstebud" og efterfølgende inviterede publikum på middagen fra Karen Blixens fortælling, suppleret af højtlæsning. Men arrangementet endte med at have dobbelt så mange deltagere og var udsolgt et par uger i forvejen.

– Eventvisningernes styrke er, at de er med til at danne interessefællesskaber. Ved dette års festival vil vi blandt andet vise Astrid Henning-Jensens film "Barndommens gade" fra 1986 i kombination med oplæsning af Tove Ditlevsens digte.

Succes i København

I Gothersgade i København har Cinemateket også succes med eventvisninger. For andet år i træk er tilskuertallet nemlig steget, så det i 2017 nåede op på 136.000. Det er en stigning på 17 procent i forhold til 2016, og omkring 50 procent af publikum gik til eventvisningerne.

Sidste år bød eventvisningerne på alt fra en The Sound of Music-sing-along, der blev afholdt i foråret ad fire omgange for i alt 600 publikummer med apfelstrudel og kaffe i pauserne, til det nye fredagsbarkoncept "Fri Fredag!", der i april havde 750 gæster til visning af "Gorillaz: Demon Days – Live at the Manchester Opera House".

Kilde: DFI

Gå tilbage


Flere og flere biografer rundt omkring i landet, giver den nu digitaliserede filmarv nyt liv på det store lærred. Her et still fra "Afgrunden", som blev vist i Aarhus-biografen Øst for Paradis til akkompagnement af livemusik af blokfløjtevirtuosen Michala Petri og slagtøjsspiller Mathias Friis-Hansen.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+