Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Test: Epson Moverio BT-300
Januar 2018
Bedre video med
interaktiv solbrille
For professionelle dronepiloter som f.eks. film- og videofotografer kan solen være en stærkt generende faktor. Men heldigvis kan Augmented Reality løse problemet.


Henrik Malmgreen

Når først man har prøvet at flyve med drone, skal man være mere end almindeligt hård om hjertet for ikke at falde pladask for de muligheder, som denne teknologi byder på – både til sjov og leg, men så sandelig også til mange seriøse formål.

Der er dog et enkelt stort irritationsmoment, som nok især rammer professionelle brugere, for det er jo vigtigt at man kan se hvad man laver, og selv med solskygge kan det i kraftigt sollys være endog særdeles svært at følge flyvningen på smartphonens skærm. Problemet er knapt så stort, hvis man benytter tablet, da skærmen her er større, men til gengæld kan den være klodset og ikke mindst tung at have siddende oven på sin fjernbetjening.

Den smarte løsning

Man kan selvfølgelig købe sig en mini-tablet. Men en endnu smartere løsning, der helt kan eliminere problemet med genskær fra sollyset, er det at investere i en AR-brille.

AR står for Augmented Reality og betyder, at du dels ser hvad dronen ser, direkte på brillen, dels kan kigge gennem brillen og se, hvor dronen fysisk befinder sig. Især til racerdroner benytter man ofte lukkede skærmbriller, hvor man udelukkende oplever flyvningen gennem dronens kamera, og det er da også fint nok til f.eks. konkurrencer i en sportshal. Men til flyvning i det offentlige rum, er det et krav, at du – med mindre du har specialcertifikat – hele tiden kan se dronen fysisk.

Det kan du i sagens natur ikke med en lukket skærmbrille, men de transparente AR-briller er en fortrinlig løsning. Disse briller er naturligvis ikke kun opfundet til flyvning med droner, men benyttes eksempelvis også af montører, der under arbejdet både kan se, hvad de laver med hænderne og kan bladre rundt i digitale monterings- eller installationsvejledninger.

Efter testen af Epsons AR-brille, Moverio BT-300, kan jeg sagtens forestille mig, at denne brille bliver et fast tilbehør til min DJI Phantom 4 Pro drone og de fotografiske opgaver, jeg skal løse.

God ergonomisk fornuft

Også ergonomisk er der god fornuft i at benytte en AR-brille, fordi man er fri for hele tiden at skifte mellem at kigge ned på smartphonens skærm og kigge op for at følge med i, hvor dronen befinder sig.

Med Epson Moviero BT-300 leveres to forskellige solbrilleforsatser. Jeg følte størst komfort ved at benytte den mørkeste, da man med den i sagens natur får det tydeligste billede på brillen i kraftigt sollys. Og skulle man i et øjeblik miste orienteringen i forhold til dronens placering, er det blot at kigge over kanten på den forholdsvis smalle brille.

En selvstændig computer

Moviero BT-300 er faktisk en selvstændig computer, og via Epsons egen appstore – Moverio Apps – er det blot at hente DJI appen og køre installationsprocessen.

Betjeningsmæssigt er der ikke den store forskel i forhold til betjening på smartphone bortset fra, at man peger og klikker på den trackpad, der er monteret på fjernbetjeningen, i stedet for på smartphonens skærm. Skulle man ønske at skjule alle funktioner og menuer, er det blot at tappe to gange på siden af brillen. Så får man fuldskærmsvisning fra dronens kamera.

Godt, men dyrt koncept

Alt i alt må jeg sige, at Moviero BT-300 gør et særdeles fornuftigt indtryk. Eneste minus kan synes en forholdsvis høj pris på 6.600 kr. med moms.

Prisen gør, at det i hvert fald er et stykke tilbehør, der primært henvender sig til professionelle dronepiloter. Til gengæld vil jeg sige, at hvis man som jeg er helt afhængig af at kunne levere de helt rigtige optagelser til kunden, er det vigtigt, man ikke blot flyver på må og få.

Det skal nævnes, at indtil videre er Epson Moviero BT-300 kun kompatibel med droner fra DJI, men mon ikke andre mærker kommer til senere...

Andre muligheder

Moviero BT-300 er udstyret med eget kamera og en række sensorer, så brillen naturligvis også kan benyttes til andre formål. Men i denne test er fokus lagt på samspillet med en drone.

Som tilbehør kan fås forskellige solbrilleforsatser fra tredjepartsleverandører, blandt andet med og uden polarisering, samt en holder til trackpad'en, så den kan sidde fast på fjernbetjeningen.

Brillebærere som jeg selv kan benytte Moviero BT-300 uden på egne briller, men jeg oplevede at miste en del af synsfeltet i siderne, hvilket er uhensigtsmæssigt i forhold til betjening af funktionerne i DJI appen. Derfor vil jeg anbefale, at man får lavet et sæt glas i egen styrke til den medfølgende indsats med henblik på at få brillerne så tæt på øjnene som muligt.

Se Henrik Malmgreens droneoptagelser på vimeo.com.


Gå tilbage


Her har jeg fotograferet mig selv med dronens kamera. Det er en helt anden oplevelse at flyve med drone, når man har en AR-brille på hovedet, for så kan man se billedet klart, selv i kraftigt sollys, og man kan flyve langt mere præcist (foto Henrik Malmgreen).
Klik for større billede

Moviero BT-300 er et godt, men dyrt bud fra Epson på en velfungerende AR-brille. Den kan være en stor hjælp ved videooptagelse fra drone (foto Epson).
Klik for større billede

Fakta om
Epson Moviero BT-300

Display: Si-OLED (Silicon – Organic Light-Emitting Diode)
Antal pixels: 921.600pixels (1.280 x 720)
Farvegengivelse: 24 bit (16.77 millioner farver)
Synsfelt: 23 grader
Styresystem: Android 5.1
CPU: Intel Atom x5, 1.44GHz Quad Core
RAM: 2 GB
Intern hukommelse: 16 GB
Kortslot: microSD (maks. 2 GB), microSDHC (maks. 32 GB)
Pris: 6.599 kr. med moms.


Læs også
- Sådan flyver du
lovligt med din drone

- Du skal til flyveeksamen
> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+

sojle.php