Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Ny BFE-formand
Februar 2018
DR skal være lokomotiv
for tv-branchen
Branchen ForbrugerElektronik, BFE, har valgt ny formand, netop som Folketingets partier står over for at indlede forhandlingerne om et nyt medieforlig. Han mener, at politikerne skal skabe lige vilkår for danske og udenlandske aktører.

BFE's nyvalgte formand er den 47-årige adm. direktør for Waoo, Jørgen Stensgaard. Han afløser Ole Fruekilde Madsen, Stofa, der trådte tilbage kort før jul.

– Det medieforlig, som Folketinget står overfor, kan komme til at betyde rigtig meget for både vores medlemmer og tv-branchen som helhed, siger han. – BFEs medlemmer har en årlig betaling på ca. 4,5 mia kroner, og de er dermed den største bidragyder til produktionen af dansk indhold på tv og radio. Men denne indsats kan komme under pres, hvis Folketinget ikke er opmærksom på at skabe lige vilkår mellem danske og udenlandske aktører.

BFE-formanden peger på, at amerikanske streaming-giganter i øjeblikket har mere lempelige vilkår end danske tv-udbydere i forhold til bl.a. rettighedsbetaling og forbrugerbeskyttelse.

Jørgen Stensgaard efterlyser også et mere fokuseret DR: – Efter vores opfattelse vil det være en fordel for alle, hvis DR koncentrerer sig om "kerne public service", dvs. nyheder, dokumentar, drama og kultur. Vi mener også, der er behov for, at DR i højere grad betragter de kommercielle aktører som medspillere. DRs rolle er at være lokomotiv for den samlede værdikæde frem for at optræde som konkurrent, siger han.

BFE er brancheorganisation for aktørerne på to af de store markeder inden for medier og underholdning, nemlig radio- og tv-udbydere som YouSee, SE/Stofa Boxer, Canal Digital og Waoo, samt producenter og importører af forbrugerelektronik som fladskærme, musikanlæg m.v.

Gå tilbage


DRs rolle er at være lokomotiv for den samlede værdikæde frem for at optræde som konkurrent, siger Jørgen Stensgaard, nyvagt formand for Branchen ForbrugerElektronik.
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+