Den eventyrlige fortælling Jul i Valhal slutter ikke med afsnit 24 på tv-skærmen og flere end 1,2 mio. seere i gennemsnit.
Hvis det står til hovedkræfterne bag tv-julekalenderen, skal succesen fra december nemlig videreudvikles til en humoristisk og spændende familiefilm til biograflærredet: Guldhornene.
TV 2 har ydet manuskriptstøtte til filmen, de fire manuskriptforfattere har arbejdet i måneder, instruktør Martin Schmidt og børne- og voksenskuespillere samt en lang række tekniske medarbejdere fra Jul i Valhal har givet tilsagn om at være med, og Cosmo Film, der også stod bag Jul i Valhal, vil producere.
Cosmo har netop indsendt en ansøgning til Det Danske Filminstitut om en såkaldt 60/40-produktionsstøtte til filmen, og hvis den ansøgning godkendes, er hele finansieringen på plads.
- Guldhornene bliver en familiefilm, som henvender sig til det samme brede publikum som familiejulekalenderen. Historien har de samme lag for de store og for de små - spænding, humor og genkendelse, siger producent Rasmus Thorsen, Cosmo Film.
TV 2s programchef, Bo Damgaard, glæder sig over, at det - til glæde for både seere og biografgængere - ser ud til, at tv-julekalenderen videreudvikles til en spillefilm.
- Jo større frihedsgrader vi som public service-stationer har til at lave fiktion, jo bedre. Kombinationen af tv-fiktion og biograffilm er en af de nyttige veje at gå med de budgetter, vi har til at lave fiktion til et stort publikum, siger Bo Damgaard.
Optagelserne til filmen finder sted til sommer, og premieren bliver i 2007.
Gå tilbage
|
|
 |