Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Brancheguide Kontakt Abonnement Annoncer/Ads
Gå tilbage

Nyt
Tirsdag den 17. januar
Fusion mellem Journalisthøjskolen og Den grafiske Højskole
Danmarks Journalisthøjskole og Den Grafiske Højskole har besluttet at gå sammen i Center for Medier og Journalistik.

Bestyrelserne for begge uddannelsesinstitutioner har netop vedtaget en fusion, som nu afventer Undervisningsministeriets godkendelse, fremgår det af en pressemeddelelse fra de to institutioner.

Journalisthøjskolen bevarer sin base i Århus, mens Den Grafiske Højskoles hovedaktiviteter fremdeles ligger i København.

De to højskoler bruger allerede i dag hinandens faciliteter til efteruddannelseskurser. Med tiden skal der skabes mulighed for, at journaliststuderende, hvor det er fagligt relevant, kan tage dele af deres uddannelse i København, mens studerende fra DGH tilbydes tilsvarende muligheder i Århus.

Særligt vigtigt for fremtidens journaliststuderende er det, at det nye uddannelsescenter - på sigt - kan åbne for adgang til en egentlig lederuddannelse for journalister. Dermed får journalister for første gang mulighed for at tage ledelsesfag i forbindelse med deres grunduddannelse.

Etableringen af det nye center vil desuden gøre det muligt for studerende at specialisere sig inden for en række særlige medieområder. Med journalistik som basis drejer det sig udover ledelse om produktionstilrettelæggelse og design.

Som et af sine første, konkrete tiltag vil centret søge at etablere, udvikle og drive en ny tv- og medietilrettelæggeruddannelse.

Med et center som paraply for medieorienterede uddannelser - journalister, fotojournalister, grafikere, webdesignere, produktionsledere og måske tv/medietilrettelæggere - vil vejen være banet for et stærkt uddannelsescenter, som kan uddanne specialister til fremtidens mediebranche.

Dermed vil de kommende journalisters behov for specialisering og branchens behov for medarbejdere med særlige kompetencer i meget høj grad være dækket.

De to institutioner beholder deres navn med Center for Medier og Journalistik som binavn.

I forbindelse med Dansk Fagpresses generalforsamling den 22. marts vil formanden for bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole, nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, DR, fortælle om planerne om at etablere et kompetencecenter for journalistisk uddannelse og videreuddannelse – et center, der skal samle uddannelsesaktiviteter fra Den Journalistiske Efteruddannelse, Center for Journalistik og Efteruddannelse, Danmarks Journalisthøjskole m.v.


Gå tilbage