Som en konsekvens af medieforliget vil direktionen lukke enkelte programmer og nedlægge en række stillinger. Det understreges samtidigt, at det har været en vigtig målsætning at skåne DRs programmer i videst mulige udstrækning. En så stor del af besparelserne som muligt bliver således hentet i DRs administrative funktioner og støttefunktioner, samt gennem rationaliseringer og effektiviseringer – hvilket dog kommer til at betyde stillingsnedlæggelser i DR. Besparelserne i den netop vedtagne spareplan forventes derfor at ramme bredt på tværs af afdelingerne i DR.
Besparelser på programsiden vil dog ikke kunne undgås helt. Disse besparelser vil ramme både TV, radio og dr.dk,
Skærer på
underholdning
DRs direktion har blandt andet besluttet at skære ned på fredagsunderholdningen på DR1 fra 2011. Det betyder, at "Talent" bliver sendt for sidste gang til efteråret.
Samtidigt vil DR2 fra næste år gå fra tre daglige nyhedsudsendelser til to. "Deadline 17" og "DR2 Udland" bliver lagt sammen i en ny udsendelse, som kombinerer det bedste fra de to nuværende udsendelser. Hovedvægten i den nye udsendelse vil blive lagt på udlandsstoffet, herunder EU-dækningen.
Managerspil
forsvinder
Derudover vil nogle tilbud på dr.dk forsvinde, blandt andet de såkaldte manager-spil, når de nuværende aftaler med leverandørerne udløber.
DRs ledelse forsikrer dog, at der på trods af spareplanen fortsat bliver arbejdet målrettet på at fastholde og udvikle et stærkt dansk public service-udbud på både radio, tv og web.
– DR er til for alle danskere. Både på TV, radio og web vil DR fortsat tilbyde et mangfoldigt programudbud med fokus på kvalitet og public service, siger generaldirektør Kenneth Plummer.
Det præcise antal af stillingsnedlæggelser i DR er ikke kendt endnu, men man forventer at være klar med en plan for reduktioner i medarbejderstaben til september. Fra DRs ledelse understreges det, at besparelser på eller lukninger af enkelte programmer ikke nødvendigvis bliver modsvaret af personalemæssige reduktioner på de samme programmer.