Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Brancheguide Kontakt Abonnement Annoncer/Ads
Gå tilbage

Spillefilm
Mandag den 21. juni
Bornedal laver film om slaget ved Dybbøl
Miso Film har erhvervet filmrettighederne til Tom Buk-Swientys anmelderroste og prisbelønnede bestseller Slagtebænk Dybbøl om slaget ved Dybbøl 18. april 1864.

Slagtebænk Dybbøl handler om den blodige dansk-tyske krig i 1864, der kulminerede i slaget ved Dybøl den 18. april 1864 – en skæbnesvanger dag i Danmarkshistorien og et nederlag, der førte til, at vi tabte næsten en tredjedel af landet. De fleste danskere har hørt om slaget. Men hvad skete der egentlig, og hvilke menneskelige tragedier og konsekvenser fik krigen for Danmark?

Instruktør Ole Bornedal siger: – Slaget ved Dybbøl har altid haft min interesse. Jeg har igennem mange år tænkt på disse billeder: En tordnende himmel og rystende danske soldater under den, mens preussere stormer voldene, og på ganske få timer udsletter fædre og sønner i slag der står mejslet i nationens erindring.

– Og så alligevel glemt. Der må være en stor historie i det her til os alle. Historien om mennesker, fanget i en gal og skæbnesvanger virkelighed. Den glæder jeg mig til at fortælle på det store lærred.

Breve og dagbøger

Tom Buk-Swienty har genoplivet historien om menneskerne, kærligheden og krigen via en research, der i høj grad er baseret på breve og dagbøger.

– Filmatiseringen er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg glæder mig til at bidrage til udviklingen af filmen, siger forfatteren. – Der har været mange bejlere til rettighederne, og jeg er sikker på, at jeg med Ole Bornedal og Miso Film er i sikre hænder.

DRs dramachef Ingolf Gabold tilføjer: – Slaget ved Dybbøl er en af de vigtigste hændelser i Danmarkshistorien. Vi glæder os til at vi engagerer os i en stor historisk spillefilm baseret på Slagtebæk Dybbøl. Og det er ingen hemmelighed, at det er et af de projekter, vi pt. vurderer som en kandidat til DRs nye historiske dramaserie.

Ifølge producer Peter Bose, Miso Film, så sigter Slagtebænk Dybbøl mod et bredt publikum i alle aldre. Ole Bornedal skriver manus til en spillefilm i helaftenslængde, i samarbejde med manuskriptforfatter Jeppe Gjervig Gram. Indspilningerne er planlagt til foråret 2012.

Miso Film har tidligere produceret den danske thriller Kandidaten, der solgte 200.000 billetter i de danske biografer og siden er solgt til amerikansk remake. Miso Film har desuden markeret sig med den norske krimiserie Varg Veum og co-produktionen af 2. verdenskrigsdramaet Max Manus. I øjeblikket produceres krimiserien Den som Dræber, baseret på historier af Elsebeth Egholm. Den får premiere på TV 2/Danmark til efteråret.


Gå tilbage