Med udnævnelsen til nyhedschef får Jacob Nybroe ansvaret for TV 2/Nyhedernes produktioner på TV2, der blandt andet omfatter Nyhederne 16.00, 18.00, 19.00 og 22.00 samt magasinprogrammerne "Station 2" og "Dags Dato".
Jacob Nybroe er 45 år og har været på TV2 siden 2000. Han har tidligere arbejdet som journalist og redaktør på så forskellige virksomheder som DSB, Jyllands-Posten og TV2/Østjylland, hvor han var redaktionschef og souschef. Jacob Nybroe har været redaktionschef på TV2/Nyhederne de seneste ti år og har i dag ansvaret for redaktionen i Odense.
Jacob Nybroe har det seneste år ligeledes været den redaktionelle leder af en række større produktioner, heriblandt Dronningens 70 års fødselsdag og TV2/Nyhedernes nytårskavalkader. Han har også tidligere været leder af TV2/Nyhedernes redaktion i København.
Stillingen som nyhedschef blev ledig, da Michael Dyrby blev udpeget til nyhedsdirektør og medlem af TV2s direktion.
– Jacob Nybroe kender alle TV2/Nyhedernes produktioner på rygraden, siger Michael Dyrby. – Han kender TV2-systemet, han kender huset, og han kender alle medarbejdere. Han er en sikker redaktør med journalistisk tæft og har stærke lederevner. Han er derfor den bedste til at videreføre og udvikle TV2/Nyhedernes position som TV-nyhedsformidler i Danmark.