Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Brancheguide Kontakt Abonnement Annoncer/Ads
Gå tilbage

Salg af TV-rettigheder
Mandag den 12. juli
Flere DR-programmer vises i udlandet
Når seerne i udlandet tænder for deres fjernsyn, støder de oftere og oftere på DRs udsendelser eller programmer, som DR har rettighederne til at sælge.

En opgørelse, som DR Internationalt Salg har lavet, viser, at DR sidste år eksporterede udsendelser til 41 landes TV-stationer. Det er flere end året før, hvor kun 33 lande købte programmer hos DR. Samtidig stiger antallet af solgte programtitler også. Hvor 158 programtitler blev afsat i 2008, var tallet steget til 180 sidste år.

– DRs dokumentarer tegner sig for en stor del af salgene, siger Helene Aurø, chef for DR Internationalt Salg. – Men i 2009 har drama også tegnet sig for en større andel end året før. Blandt andet børnedramatik som serien "Max" og "Mille".

Nogle af de mest afsatte udsendelser sidste år var "Det Røde Kapel" fra Nordkorea, dokumentarerne "Den Bitre Smag af Te" og "SOS – Fanget af pirater", samt "Dark Side of Chocolate" som blev solgt på forhånd, inden den havde premiere i 2010.

Kina og Iran er nye

– DRs programmer bliver vist i alle verdensdele – flest i Europa og færrest i Afrika. Ikke mindst østeuropæerne, franskmændene, australierne og befolkningen i Norden har fået mulighed for at se mere dansk TV. Blandt de nye lande, vi er kommet til at handle med på det seneste, er Kina og Iran, samt Indonesien, der her i 2010 netop har købt "SOS – Fanget af pirater" og "Dark Side of Chocolate". Også lande som Mexico og Grækenland er blandt de, der er vendt tilbage som kunder, siger Helene Aurø.

DR har over 1.500 nye og gamle programmer til salg internationalt. Salgssuccesen skyldes bl.a., at der etableres mange nye TV-kanaler i disse år.

– Ligesom i Danmark vokser antallet af TV-stationer også i resten af verden. Og de nye kanaler har brug for kvalitetsstof, så de er interesserede i hvad DR kan tilbyde,"forklarer Helene Aurø.


Gå tilbage

– Vi oplever en stigende efterspørgsel efter DRs programmer, siger chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø. – Men antallet af TV-stationer er også i fremgang (foto Bjarne Bergius Hermansen). Klik for større billede

DR har solgt en del børnedramatik til udlandet – eksempelvis er serien Mille blevet afsat til flere lande (foto Henrik Frydkjær). Klik for større billede

Dokumentaren "Den Bitre Smag af Te" har været en af det seneste års mest solgte udsendelser hos DR Internationalt Salg (foto Erling Borgen). Klik for større billede