Radio- og tv-nævnet finder samlet set, at DR i 2009 opfylder public service-kontraktens krav, selvom det kniber for DR2 at leve op til kravet om, at minimum 10 procent af de europæiske programmer skal være fra uafhængige producenter. DR2 har en andel på 9 procent.
Nævnet bemærker til gengæld også, at flere opgaver, som det før har været vanskeligt at opfylde, nu er opfyldt:
* Nyheder på fremmedsprog er blevet iværksat i 2009
* Der sendes nu det krævede timeantal programmer på tv til unge
* DR har i 2008 testet og i 2009 anvendt et nyt system til opgørelse af dækningen af mindre sportsgrene, og har desuden i 2009 introduceret programmet "Min sport" dedikeret mindre idrætsgrene og derigennem markant øget dækningen af denne kategori
I forhold til beskyttelsen af mindreårige har DR redegjort grundigt for arbejdet med udbredelse af kendskab til regler på området i organisationen, hensyn i planlægningen af programfladen, "børnezoner" og bl.a. indsatsen for at opbygge en videnbank i DR på området.
Bekymring
vedr. TV 2
Radio- og tv-nævnet finder samlet set, at også TV 2 opfylder tilladelsens krav. Det bemærkes i den forbindelse, at der sendes det krævede antal timers nyheder, dansk dramatik og børneprogrammer.
TV 2's nye fiktionsstrategi er for en stor del gennemført med støtte fra Public Service Puljen, og disse serier indgår iflg. reglerne ikke i public service beregningen. Derfor udtrykker Nævnet bekymring over, at TV 2 i 2009 med denne beregningsmetode kun har sendt 7 timer ny, fuldfinansieret dansk dramatik, hvilket er færre timer end i noget tidligere år.
Halveret tid
til børnene
Udviklingen med den nye børnestrategi, TV Bavian, har medført en halvering af timetallet for danske børneprogrammer og et tilsvarende fald i børnenes sening heraf. Nævnet vil derfor følge udviklingen og overveje, om tilladelsen i forhold til programmer til børn er fuldt overholdt. Nævnet opfordrer desuden TV 2 til at gå i dialog med Medierådet for Børn og Unge om placeringen af udsendelser, der kan virke skadelige for børn.
Nævnet noterer som positive udviklinger, at TV 2 har sendt flere dansksprogede og flere tekstede timer end nogensinde.