Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

TV-statistik
Mandag den 17. juli 2017
Fodboldkvinder
tiltrækker mandlige seere
DR1 og DR3 sender nu årets fodbold-EM for kvinder med dansk deltagelse. Tal fra DR Medieforskning viser, at der procentuelt er flere mandlige seere til kvindernes kampe, end der er, når mændene spiller.

Hvornår er der forholdsvis flest mandlige seere til fodboldkampene på TV? Er det når der bliver vist fodboldkampe med mænd på banen, eller når kvindelandsholdet spiller?

Spørgsmålet er aktuelt, fordi DR1 og DR3 viser EM-slutrunden for kvinder i tiden frem til den 6. august.

Overraskende svar?

– Der er forholdsvis flere mandlige seere til kvindernes landskampe end til mændenes, siger medieforsker Jakob Vikær Hansen fra DR Medieforskning. – Det kan måske virke overraskende, men vi ved fra tidligere undersøgelser, at kvinders fodboldinteresse i højere grad end mænds hænger sammen med store events og fællesskab. Og med al respekt for et i øvrigt glimrende kvindelandshold, så har kvindernes kvalifikationsturnering ikke helt samme evne til at samle danskerne som mændenes.

– Derfor er det primært fodboldinteresserede mænd, der ser med til kvindelandskampe. Helt konkret, så har 66 procent af seerne til kvindernes kvalifikationskampe var været mænd, mens det tilsvarende tal for andelen af mandlige seere ved herrernes mislykkede EM-kvalifikation fra 2014-2016 var nede på 63 procent.

Afhænger af kanal og vigtighed

Kigger man på de samlede seertal, er der dog stadig flest samlet om skærmene, når der er fodbold med mænd på banen – men hvor stor opbakningen er, afhænger i høj grad af, hvilken kanal EM-kampene sendes på, understreger Jakob Vikær Hansen.

– For eksempel så 668.000 seere med, da de danske fodboldkvinder i sommeren 2013 var i EM-semifinalen mod Norge, og kampen blev sendt på DR1.

– Som nævnt har EM-kvalifikationen frem mod sommerens slutrunde været transmitteret på DR3, og her har 73.000 i gennemsnit fulgt med i Danmarks otte kampe. Mest sete kamp var det afsluttende opgør mod ærkefjenden Sverige, der nåede 101.000 seere, siger Jakob Vikær Hansen.

På fodboldforbundet FIFA's verdensranglister er det for øvrigt det danske kvindelandshold i fodbold, der klarer sig bedst. Danmark er nummer 15 blandt kvinderne, men kun nummer 51 hos mændene.


Gå tilbage