Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Internettet
Mandag den 9. oktober 2017
Pornobombe angriber
danske hjemmesider
Lige nu er over 1000 danske virksomheder udsat for et massivt hackerangreb, hvor deres hjemmesider bliver associeret med de mørkeste afkroge af internettet. Virksomhederne styrtdykker i Googles placering og mister kunder.

– Det er linkspam eller en form for linkbombe, der resulterer i negativ SEO for virksomhederne, siger Rune Hansen, der er CEO og Senior Digital Strategist hos OnlinePartners. – Normalt er det få virksomheder, der bliver ramt af sådan en ond handling, men her er det autogenereret og omfatter over 1000 virksomheder. I mine 11 år i branchen har jeg aldrig set et så massivt angreb, hvor der bliver linket fra så mørke sider af internettet.

200 pornosider

Angrebet væltede for alvor ind over Danmark i begyndelsen af september, og ifølge Rune Hansen har vi endnu ikke set enden på det. Webshoppen HiFifreaks er en af de virksomheder, der er blevet linkbombet.

– Vi har en række programmer, hvor vi kan se, hvilke sider der linker til os, og pludseligt så det meget mærkeligt ud. Der var omkring 200 pornosider med vores links, fortæller salgsdirektør Daniel Nielsen. – Hurtigt kunne vi se, hvordan det påvirkede vores placering på Google, for vi styrtdykkede. Det påvirker selvfølgelig både trafikken på vores hjemmeside og vores salg. Men vi har endnu ikke mulighed for at sætte konkrete tal på tabet.

Alle typer virksomheder rammes

HiFifreaks fik i løbet af en dag fjernet associationerne til de skadelige links, hvilket er det eneste, der er at gøre, ifølge SEO-ekspert Rune Hansen. Han vurderer, at virksomhederne ved en kollektiv indsats kan være med til at bremse angrebets fremdrift og de mange links' negative effekt. Men det er svært at sige, hvem der står bag angrebet.

– Det ser ikke ud til, at der er kommercielle interesser bag, siger Rune Hansen. – Tidligere har det været konkurrenter, der stod bag, fordi det i forhold til SEO betyder alt, om man ligger nummer et eller nummer to på Google. Men ved det her angreb kan effekten sammenlignes med virus. Der bliver skudt med spredehagl, og der er ikke nødvendigvis et motiv. Måske er det bare nogle unge, udenlandske hackere, der har det rigtig sjovt lige nu,

Den onde spiral

Ifølge SEO-eksperten kan det tage flere måneder at komme ud af den onde spiral og igen ligge i toppen af Googles hitliste. Det er hårdt for de virksomheder, der er afhængige af onlinesalg.

– Det bedste, man kan gøre for at modstå lignende angreb, er at styrke sin linkprofil, siger Rune Hansen. – Man skal opbygge relevante links til sin hjemmeside fra blandt andre samarbejdspartnere. Og man kan lægge indhold som for eksempel guides op ppå siden, indhold som andre vil linke ind til.

– Det er vigtigt, at man løbende holder øje med, hvilke sider der linker til en. Ofte kommer de drypvis og hober sig op, hvis man ikke er opmærksom.


Gå tilbage

– I mine 11 år i branchen har jeg aldrig set et så massivt hackerangreb, hvor der bliver linket til så mørke sider af internettet, siger Rune Hansen, der er CEO og Senior Digital Strategist hos OnlinePartners. Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies